Anmeldelse af Raw aka Grave (på IMDb)

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg så Raw her til aften den 11/12 – 2023. Raw er en horrorfilm om bl.a. kannibalisme.

Raw handler om Justine og hendes søster Alexia. Justine er vegetar og som begynder at læse til dyrlæge på samme skole som også Alexia går på. På dyrlægeskolen er der underlige og ubehagelige ritualer for de nye studerende. Bl.a. bliver de overøst med dyreblod. Og så begynder en af søstrene at udvikle kannibalistiske tendenser. Og hvordan det hele ender skal ikke afsløres her.

Det er ikke så lige til at fortolke Raw. Ifølge engelsk Wikipedia så er kannibalismen I filmen en “extended metaphor for the horror and uncertainty that can come with entering academia”. Og det lyder rimeligt nok. Filmen har en kritik af dyrlægeskolen og som  også kan føres over på skolevæsnet generelt. En lærer siger til Justine at han ikke kan lide at hun er dygtig og kan afskrække andre fra at forsætte på skolen. Han ser hellere andre end hende fortsætte på skolen.  

Men ellers historien godt fortalt og skuespillerne gør en god indsats. Raw har fået god modtagelse bl.a. får den 93% på rottentometoes.com med disse ord som kritikerkonsensus: ”Raw's lurid violence and sexuality live up to its title, but they're anchored with an immersive atmosphere and deep symbolism that linger long after the provocative visuals fade.”

Jeg er nok enig med IMDb denne gang og jeg giver filmen 7 ud af 10 stjerner.

 

Instruktion: Julia Ducournau

Medvirkende: Garance Marillier, Ella Rumpf, Rabah Neit Ofella

Lande: Frankrig, Belgien

Udgivelsesår: 2016

 

 

Anmeldelse af Shadow Of The Vampire

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her til aften den 7/12 – 2023 og se Shadow Of A Vampire. Jeg elsker vampyrfilm og specielt film der handler om Dracula. Det var derfor med spænding jeg satte mig i biografsædet.

Shadow Of The Vampire handler om optagelserne til Nosferatu, eine symfonie des grauens (som jeg har anmeldt på bloggen her: Jóannes skrivar um filmar og bøkur: Anmeldelse af Nosferatu (Nosferatu, eine symphonie des grauens) (filmarogbokur.blogspot.com)). Og hvordan Nosferatu, eine symfonie des grauens bliver produceret. Der er kælet for detaljerne med at skildre tiden Nosferatu, eine symfonie de grauens blev optaget i (starten af  1920´erne). Så det giver en realistisk skildring af tiden.

Der oplyses med typisk stumfilmstekst, som også er rigtigt, at instruktøren F.W. Murnau ikke har fået tilladelse til at filmatisere romanen Dracula. Og derfor ændrer navnet Dracula til Orlok. Og de andre navne er også ændret. Filmen kan således ses som en metafilm over hvordan Nosferatu, eine symfonie des grauens blev lavet. Og man ser scenerne i den originale film blive optaget. Hvor meget det ligner den originale film kan jeg ikke huske, men det er i hvert fald der hen ad.

Det viser sig at det er en noget speciel type, der skal spille Greve Orlok og at han lever sig i den grad ind i rollen som Greve Orlok. Måske for meget. Murnau giver i begyndelsen oplysninger om hvem Max Schreck er, men de oplysninger er ikke helt korrekte.

Filmen tematiserer det at ofre sig for kunsten og således betale en høj pris for at være kunstner. Det gælder den kvindelige hovedrolle indehaver og i virkeligheden også Max Schreck i rollen som Grev Orlok. Og måske også om det er det værd at ofre så meget for kunsten. Twisted Sister tager også det tema op i deres sang, der hedder The Price fra albummet Stay Hungry fra 1984.

F.W. Murnau bliver skildret som en hensynsløs instruktør, der forlanger alt muligt og umuligt af sine skuespillere. Om Murnau var sådan i virkeligheden skal jeg ikke kunne sige. Det er så (post) moderne at mene at historiske facts er nærmest ligegyldige, også når det kommer til historisk fiktion o.a. og det mener jeg ikke de er.

Shadow Of The Vampire levede op til mine forventninger. Og den er spændende og jeg vil anbefale at man ser den. Og slutningen på filmen er god, synes jeg.

Wilhem Dafoe spiller Max Schreck og er fantastisk i den rolle. Wilhem Dafoe er en af mine yndlingsskuespillere og har mange gode roller på CV´et. Også John Malkovich er god som Murnau. Af film med Malkovich har bl.a. set Being John Malkovich, hvor Malkovich også er fremragende. Jeg vil give Shadow Of  The Vampire 8 stjerner ud af 10. Grunden til at jeg ikke giver den 10 stjerner er at den på trods af sine kvaliteter ikke er lige så god som Nosferatu, eine symfonie des grauens eller Werner Herzogs genindspilning fra 1979, Nosferatu – Phantom der Nacht. Det er svært at sætte ord på, men jeg blev ikke lige så grebet af Shadow Of A Vampire, som de førnævnte film. Men se endelig Shadow Of The Vampire.

 

Instruktør: E. Elias Merhige

Medvirkende: John Malkovich, Wilhem Dafoe, Udo Kier m.fl.

Lande: Storbritannien, Luxembourg, USA

Udgivelsesår: 2000

Anmeldelse af Split Second

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf her til aften den 3. december – 2023 og se Split Second fra 1992. Det var til Sci-fi Sunday arrangement og arrangørerne har således vurderet at filmen er science fiction. Den foregår godt nok i 2008, som jo er en fjern fortid nu for os, men fremtid da filmen blev lavet. Så på den måde er den science fiction.  Men det har som sådan ingen indflydelse på handlingen i filmen, som ret beset er en-politi- jagter- morder -film.

Og tiden går jo hurtigere i den digitale verden, synes jeg. Den teknologiske udvikling med digitalisering går stærkt. Det giver en følelse af tiden omkring 2008, som værende en tid, der ligger langt tilbage. Synes jeg.

På IMDb er den beskrevet som horror, crime og action. IMDb har således ikke science fiction med i sin genrebetegnelse for filmen. Jeg vil dog kalde den en thriller med horrorelementer i sig.  Split Second starter ellers ret lovende som science fiction med at den indledende tekst om den globale opvarmning som har gjort at London delvist er under vand. Og at advarslerne om den globale opvarmning bare blev ignoreret. Meget passende for vor egen samtid. Men dette tema spiller ingen rolle i filmen. Desværre. For det ville have gjort filmen meget bedre. Ikke at den er dårlig. Det er den ikke. Rutger Hauer er som altid meget god, som Harley Stone, som jagter en morder, der myrder hans partner på et tidspunkt før filmens handling foregår. Og som er i gang med at myrde i London. Stone skal som sagt finde morderen. Og det er så handlingen i filmen. Og mere vil jeg ikke sige om den.

Men jeg kan sige at filmskaberne ikke rigtig introducerer noget teknologi i filmen, som ikke fandtes i 1992. Jeg lagde i hvert fald ikke mærke til nogen teknologi. Der var således ikke rigtig noget såkaldt novum i filmen, som kritikeren og teoretikeren Darko Suvin ellers har som krav skal være med, før en tekst eller film kan kaldes science fiction. Et novum er den nye ting som science fiction introducerer for eksempel et warp drive i Star Trek som gør at et rumskib kan flyve hurtigere end lyset. Eller noget i den stil.

Men ellers er Split Second en underholdende film. Og skuespillet er også tilfredsstillende. Men det er også en film som har visse klicheer med, for eksempel den utilpassede Stone som ikke gider at have en partner at arbejde sammen med.

På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give 6 stjerner ud af 10, men på en kitsch- kvalitetsskala vil jeg give den 9 stjerner ud af 10.

Instruktion: Tony Maylam

Medvirkende: Rutger Hauer, Kim Catrall, Alistair Duncan

Land: Storbritannien

Udgivelsesår: 1992

Anmeldelse af Godzilla Minus One

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Her den 1. december var jeg i biografen for at se Godzilla Minus One, som vist er lavet i forbindelse med 70. års jubilæet for den første Godzilla film fra 1954. Så jubilæet er således næste år.

På hjemmesiden godzilla.com star står der, at der er lavet 30 japanske Godzilla film inklusiv Godzilla Minus One, 4 amerikanske og 3 anime film. Det er mange og Godzilla er således et ikon i (populær)kulturen. Ikke uden grund. Godzilla er et fedt monster, hvis man spørger mig. Og så har Godzilla vist nok inspireret film om andre kæmpemosntre, i den såkaldte kaiju genre.

Af japanske Godzilla film har jeg har kun set Godzilla vs. Mechagodzilla fra 1974. Jeg har vistnok også set den første fra 1954 engang, men den kan jeg ikke huske noget af. I Godzilla vs. Mechagodzilla er tonen er en anden end i Godzilla Minus One. Godzilla vs. Mechagodzilla er mere let i tonen. Godzilla Minus One benytter sig af patos og er ikke humoristisk. Og Godzillas rolle er en anden. Hvor han er ødelæggeren i Godzilla Minus One, bekæmper Godzilla Mechagodzillaen, som er ødelæggeren i filmen om Godzilla og Mechagodzilla..

Handlingen i Godzilla Minus One foregår i slutningen af anden verdenskrig og efter krigens afslutning. Filmen starter med at kamikazepiloten Koichi Shikishima ikke vil udføre sin mission, for han vil ikke dø. Han lander på øen Odo, hvor Godzilla dukker op og de fleste af dem dør. Shikishima har muligheden for at skyde Godzilla, men hans nerver slår klik og han kan ikke skyde. Det er selvfølgelig heldigt for beskueren af filmen, for havde han skudt, ville det være en kort film. Godzilla er nemlig ikke muteret endnu som han bliver senere i filmen, da Bikini øerne bliver brugt til atomprøvesprængninger. Og Godzilla bliver ramt af radioaktiv stråling. Og dermed muterer, forstås. Men der er ikke nogen detaljer omkring Godzillas mutation i filmen. Det er måske en svaghed, men det gør ikke så meget hvis man spørger mig.

Shikishima er tynget af skyldfølelser bl.a. for at han ikke kunne skyde Godzilla. Men så dukker Godzilla op igen. Og så vil jeg ikke sige mere om handlingen her. Ikke andet end at filmen er kritisk overfor krig og myndighederne, som ikke rigtig vil foretage sig noget, da Godzilla dukker op, for ikke at ”skabe uro og kaos”.

 Og at den menneskelige historie med Shikishima fungerer fint og det gør monsterhistorien også. Computereffkterne er gode og skuespillet hos alle skuespillere er godt. Filmens patos fungerer godt til historien og beskrivelse af japansk kultur, synes jeg. Historien er god og gennemarbejdet, om end den måske mangler lidt. Den er således en smule forudsigelig, når man ser filmen.   Men alt i alt er Godzilla Minus One en god film som jeg vil give 8 stjerner ud af 10.

Instruktør: Takashi Yamasaki

Medvirkende: Minami Hamabe, Sakura Ando, Ryunosuke Kamiki

Land: Japan

Udgivelsesår: 2023

Anmeldelse af Zombie 2 aka Woodoo - Rædslernes Grønne Ø aka Zombie Flesh Eaters (Den har måske flere navne jeg ikke kender og har nævnt her?)

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf her i aften og se Zombie 2, instrueret af Lucio Fulci.

Jeg har set nogle film af Lucio Fulci. Jeg skal ikke nævne dem alle, blot nævne et par stykker.

I 2020 så jeg til filmfestivalen Faces In The Dark, One On Top Of The Other (Originaltitel: Una sull’altra) fra 1969, der handler om en læge som bliver anklaget for mordet på sin kone, der har astma. Det er en god film, men den indeholder ikke rigtig nogen splattereffekter, som Fulci senere blev kendt for. Jeg ved ikke om jeg er fan af splatterfilm. Eller film der indeholder splattereffekter. Jeg kan kun sige at jeg finder nogle af dem gode og andre ikke så gode.

Et eksempel på en mindre god film der benytter splattereffekten, er netop Fulcis Demonia, fra 1990. Her er der ikke så meget historie som jeg husker det. Det er som om der ikke rigtig er noget plot, men blot nogle fyldscener mellem splattereffekterne. Og den var jeg således ikke så glad for. Men anderledes er det med Zombie 2 (som i øvrigt ikke er en toer, men navnet kommer ifølge Wikipedia af at filmen solgte sig som at være en toer til Dawn Of The Dead, som i Italien vist hed Zombie). Her er der en god historie, og filmen er spændende. Og splattereffekterne underbygger historien og filmen ville faktisk have været svagere uden dem. Synes jeg.

Zombie 2 starter med at der er en tom båd i New York. Kystvagten kommer ombord og finder i første omgang ikke noget, men så kommer en zombie frem og slår den betjent fra kystvagten ihjel. Anne Bowles viser sig at være bådejerens datter og bliver forhørt af politiet. Men ved ikke noget. Hun kommer i forbindelse med journalisten Peter West. De beslutter sig for at finde ud af hvad der er sket med Anne Bowles far. Og hvordan det går vil jeg ikke røbe her.

Jeg synes at splattereffekterne er helt fine, når man tager budgettet i betragtning. Og skuespillerne laver et godt stykke arbejde. Og ifølge wikipedia er kritikerne også blevet mere venligtsindede overfor den. Men blandt fans af horror er den en klassiker. Og det er velfortjent synes jeg.

Jeg vil give filmen 7 stjerner ud af 10 på en almindelig kvalietsskala. Og på en kitch kvalitetsskala vil jeg give den 10 stjerner. Det der gør at jeg ikke giver den et rent 10 tal er at historien mangler lidt dybde om hvordan zombiesygdommen er opstået. Her væver den rundt i forklaringer uden at komme videre. Det er ikke tilfredsstillende at videnskaben ikke kan løse den side af historien bedre i filmen. Men det er så bare min holdning. En bedre forklaring ville give en bedre film.

Instruktion: Lucio Fulci

Medvirkende: Tisa Farrow, Ian McCulloch, Richard Johnson m.fl.

Land: Italien

Udgivelsesår: 1979

Anmeldelse af The Cabin in the Woods

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg så horrorfilmen The Cabin in the Woods her 13/11 – 2023.

The Cabin in the Woods dekonstruerer på sin vis horrorgenren og det kan jeg godt lide.

Filmen handler om 5 venner, som tager på en tur i en hytte i skoven. Og hvis man har set horrorfilm, så ved man at den slags ture i hytter i skoven går grueligt galt. Og det gør det også i denne film. Der foregår noget skummelt, som vi som seere er mere informerede om end personerne i filmen. Men de finder hen ad vejen ud af hvad der foregår. Bl.a. andet går de ned i kælderen og finder underlige ting. Bl.a. en dagbog som er uhyggelig. Vi som tilskuere ved ikke det hele. Vi får også ting at vide hen ad vejen. Det fungerer meget godt, at filmens manuskript er skrevet sådan. Men det er ifølge IMDb også Joss Whedon der har været med til at skrive manuskriptet. Joss Whedon er bl.a. kendt for at have skabt den fremragende TV-serie Buffy The Vampire Slayer. Så det er ikke så underligt at manuskriptet er godt. Hans rygte er desværre blakket de senere år bl.a. står der på Wikipedia siden om ham, at han har vist ” "gross, abusive, unprofessional, and completely unacceptable" opførsel overfor folk der lavede Justice League.

Det er svært at skrive nærmere om handlingen uden at spoile, så det vil jeg ikke gøre. Men hele plottet er gengivet på Wikipedia, med spoilere. Så man kan læse der, hvis man vil have et referat af handlingen. Men jeg vil hellere anbefale at man ser filmen.

Hvordan filmen dekonstruerer horrorgenren kan jeg heller ikke komme ind på uden at spoile. Men jeg kan sige jeg ikke synes at dekonstruktionen af horrorgenren er gennemført. Og det synes jeg både er synd og skuffende.

Der er mange andre gode ting at sige om filmen. Bl.a. at skuespillerne leverer gode præstationer. Og specialeffekterne er gode. Og handlingen er spændende.

Jeg kan således godt lide The Cabin in the Woods. Men jeg kan som ikke lide slutningen af filmen, den trækker ned i min bedømmelse af den. Jeg kan alligevel anbefale at man ser den.

På IMDb får den 7,0 og her er jeg enig med IMDb. Jeg giver den 7 stjerner ud af 10. Havde slutningen været anderledes og bedre havde den fået 10 stjerner fra mig.

Instruktion: Drew Goddard

Medvirkende: Kristen Connoly, Chris Hemsworth, Anna Hutchison

Udgivelsesår: 2011

Land: USA og Canada

 

Anmeldelse af In The Mouth Of Madness

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Husets Biograf her den 7/11 – 2023 og se John Carpenter filmen In The Mouth Of Madness.

Filmen har som sådan et enkelt plot. Den starter med at John Trent får besøg på en psykiatrisk afdeling af Dr. Wrenn. Trent fortæller ham sin historie. Trent er i forsikringsbranchen som freelance og får til opgave at finde horrorforfatteren Sutter Cane, som er forsvundet. Det sker fordi forlaget forlanger en erstatning, da Canes ikke har afleveret manuskriptet til sin nyeste roman inden han forsvandt.

Canes bøger gør efter alt at dømme et stort indtryk på læserne af dem. Det vil sige at de begynder at slå folk ihjel. Bl.a. bliver Trent overfaldet af en mand med økse, som har læst Canes bøger. Trent tager opgaven at finde Cane. Og hvordan det går vil jeg ikke afsløre her.

Filmen er ganske fin, selv om jeg ikke synes at den kan måle sig med andre Carpenter film som The Thing (anmeldt på bloggen her:Jóannes skrivar um filmar og bøkur: Anmeldelse af The Thing eller Det Grusomme Udefra (filmarogbokur.blogspot.com))  eller They Live. Idéen med bøger der har en stærk virkning på læserne er god. Og den er ret stemingfyldt. Filmen er nok inspireret af Lovecraft. Og så er der en spydig bemærkning om Stephen King i den.

Men ellers gør skuespillerne det godt, synes jeg. Og effekterne er hæderlige, men forældede i dag. Filmen får p.t. 7,1 på IMDb, men jeg jeg vil nøjes med at give den 6,5 som er lidt lavere. Det gør jeg fordi jeg synes man kunne have arbejdet lidt mere med historien. Uhyggen kommer lidt snigende, men den når ikke et klimaks, som er rigtig uhyggeligt. Og det trækker filmen lidt ned i min vurdering af filmen.  Det er så bare min mening. Måske er jeg bare lidt kræsen. For når jeg søger på anmeldelser af filmen på nettet, kan jeg se at andre er mere positive om filmen end jeg er.

 

 

Omtale af De Skrigende Halse

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf den 4/11- 2023 og se (kult) TV-filmen De Skrigende Halse.  

Filmen er som bekendt en komedie og den foregår i 1984.

De Skrigende Halse er ifølge filmen et ”dødskultband”, som nok er et punkband, der prøver at udgive en plade. Guitaristen Ronni Olsen er i fare for at ryge ud af bandet. Og desuden er han lidt hypokondrisk anlagt. De andre i gruppen er trætte af ham. Og om det lykkedes for De Skrigende Halse at udgive en plade vil jeg ikke afsløre her. Filmen er ikke lang omkring 65 minutter, men det er en længde som passer til historien. Og jeg synes skuespillerne gør det godt.

De Skrigende Halse er en parodi på punkmiljøet. Men om punken dengang var så dødsfixeret som filmen beskriver, ved jeg ikke. Filmen blev introduceret i Husets Biograf og ham der introducerede syntes, at filmen er kærlig parodi på punkmiljøet i 80´erne. Men i hvert fald er De Skrigende Halse er en morsom film, som klart kan anbefales. Filmen ligger på Bonanza. Og musikken som det fiktive band De Skrigende Halse spiller i filmen er faktisk udmærket, synes jeg. Den er post punkagtig og indadvendt, synes jeg. Og de har en plakat af Nick Cave i øvelokalet.

Jeg vil give filmen 8 stjerner ud af 10.

 

 

Instruktion: Søren Fauli

Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Thomas Bo Larsen, Søren Pilmark m.fl.

Produktionsår: 1993

Land: Danmark

Anmeldelse af Galaxy Quest

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf den 29/10 og se science fiction komedien Galaxy Quest. Det er svært at lave et referat af handlingen uden at spoile, så det bliver et kort referat af handlingen.

Filmen handler om at skuespillerne i space opera TV serie fra 1980´erne (som ligner en kendt serie), som er stoppet for flere år siden, da filmen starter. De bliver nødt til at gennemleve deres roller fra TV serien i virkeligheden, når de kommer i kontakt med nogen aliens som har brug for deres hjælp at bekæmpe en skurk. Hvordan det spiller af vil jeg ikke afsløre her.

Filmen er morsom og handlingen er god. Man keder sig ikke, mens man ser filmen.

Og filmen laver (kærligt, synes jeg) grin med science fiction fandom.

Filmen har forskellige referencer ud over den kendte serie. På Wikipedia kan man læse følgende: ”Other aspects of the film were homages to other seminal science fiction works. The Thermians' native planet, Klaatu Nebula, is a reference to the name of the alien visitor in the classic The Day the Earth Stood Still (1951). Quellek's line "I'm shot" was directly influenced by the same line from James Brolin's character in Westworld.^[11] The blue creatures on the alien planet were based on similar creatures in Barbarella.^[11] The "chompers" scene with Nesmith and DeMarco trying to reach the self-destruct abort button was inspired by a scene from the 1997 film Event Horizon involving whirring blades. The effects for the Omega 13 activation were inspired by the ending scene from Beneath the Planet of the Apes.”

Det var referencer jeg ikke fangede. Jeg kan stadig ikke huske nogen blå væsner i Barbarella filmen (anmeldt på her på bloggen her: Jóannes skrivar um filmar og bøkur: Anmeldelse af Barbarella (filmarogbokur.blogspot.com)), som der angiveligt skulle refereres til. En enkelt søgning på google hjalp heller ikke.

Men Galaxy Quest er en film som kan anbefales. På IMDb får Galaxy Quest 7,4 i rating. Og jeg er ret enig i den bedømmelse. Jeg vil give den 7 stjerner ud af 10.

 

Instruktør: Dean Parisot

Medvirkende: Tim Allen, Sigourney Weaver, Alan Rickman

Udgivelsesår: 1999

Land: USA

Anmeldelse af A Nightmare On Elm Street aka Morderisk Mareridt

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf her onsdag den 25/10 – 2023 at se A Nightmare On Elm Street. Jeg så den aldrig i 1980´erne (Jeg var barn i 80´erne og absolut ikke horrorfan) eller i 1990´erne og siden jeg har altid valgt den fra. Måske ud fra devisen om at der var noget bedre at se. Jeg har kun set en film med Freddy og det er Freddy vs. Jason fra 2003, som jeg syntes var meget underholdende. Og humoristisk.

Men nu skulle det være, at jeg så den første film om Freddy, A Nightmare On Elm Street.

A Nightmare On Elm Street handler som bekendt om Freddy Krueger som myrder mennesker (i den første film er det kun unge mennesker han myrder) i deres drømme. Og at de voksne ikke tror på at Freddy Krueger myrder i de unges drømme. Denne enkle præmis bliver brugt meget godt af instruktøren Wes Craven til at fortælle en historie med.  Skiftet mellem hvornår det er en drømmescene man ser og så virkeligheden, fungerer udmærket.

Freddys baggrundshistorie kan man læse om på Wikipedia, så det er ingen grund til at skrive om den her. Og man får ikke så mange oplysninger i den første film, så den må udtrækkes af alle filmene om Freddy.

Så jeg kunne godt lide filmen og skulle helt sikkert have set den før.  Men den gav en udmærket filmoplevelse. Selv om det i virkeligheden er en triviel film. Den får også p.t. en god rating på IMDb, 7,4.

Freddy kan nok symbolisere alt muligt, men det skal man nok ikke tænke for meget over. Og slutningen virkede lidt mærkelig. Kan Freddy også tage fysisk form? Det virker ikke sådan i starten, men slutningen lægger op til det. Men igen; det skal man ikke tænke for meget over.

På en kitchskala vil jeg give filmen et 9 ud af 10 stjerner. På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give den 5 ud af 10 stjerner.

 

 

Instruktion: Wes Craven

Medvirkende: Heather Langenkamp, Johnny Depp, Robert Englund m.fl.

Land: USA

Udgivelsesår: 1984

Link til anmeldelse af Jægerens Løfte

 

Her er link til min anmeldelse af Jægerens Løfte i Himmelskibet:

Mads Lund – Jægerens Løfte | Himmelskibet

Omtale af Luretid

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Henrik Larsen har udgivet digtsamlingen Luretid. Med udmærkede billeder af Ralph Østrup. Digtsamlingen handler som titlen siger om at lure.  Hvor et jeg, som nok er Henrik Larsen, lurer og observerer mennesker han møder forskellige steder. Og gør sig forskellige tanker. Og det er helt fint. Det er ikke altid man er enig med Larsen; f.eks. skriver han på s. 47 skriver han om et punkerpar i nitter o.a., at det er ”fem og fyrre år for sent”. Her er jeg ikke enig. Punken er ikke død, den er bare blevet  perifær, synes jeg. 

Digtene har ikke nogen titel, men der er en lille blomst eller hvad det nu er, der markerer at digtet er slut. Jeg har ikke læst så meget lyrik og jeg kender ikke så mange lyriske tricks. Men Henrik Larsen benytter gentagelsen i enkelte digte og enkelte steder rim. Og jeg synes ikke at der var så mange metaforer i digtene, men jeg fandt denne, som jeg synes er god:

Landskabet fladt som en flapperpige

Som en arbejdsløs

 

Lyrik er ofte svær at forstå, men Henrik Larsen skriver, så det er til at forstå. Dog forstod jeg ikke hvorfor der i nogle digte skifter fra første person til tredje person. Om det er en æstetisk grund eller andet.

Men ellers synes jeg det er en fin digtsamling Henrik Larsen har udgivet.

Titel: Luretid

Forfatter: Henrik Larsen

Billeder: Ralph Østrup

Udgivelsesår: 2023

Sidetal: 60, inklusiv omslag

Anmeldelse af Videovold

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Forlaget Afkom har lige udgivet en tegneserieantologi, der hedder Videovold. Det er toeren til  Videovold  & 80´er snask der udkom i 2021.

 

Videovold er en hyldest de gyser og andre voldelige film som havde sin storhedstid i 1980´erne. Jeg har ikke rigtig noget nostalgisk forhold til disse filmudgivelser. Interessen for horror o.l.  kom senere i livet. Så udgivelsen er på den måde ikke rettet mod mig.

Men jeg kan godt lide den alligevel. 

 

Bind 2 af Videovold indeholder 12 bidrag  af forskellige skabere og er på 171 sider.

Mit første indtryk af Videovold er at historierne er svingende i kvalitet synes jeg. Og at de er forskellige. Det er kun positivt at de er forskellige. Specielt hvad angår tegnestil. Og historierne lægger sig op af forskellige genrer af film. 

 

Der er for eksempel historien Search for justice – Halløj Med Robotter, som handler om en der gerne vil have sig frikendt for drab. Men hvordan historien slutter vil jeg ikke røbe. Men jeg vil sige, at jeg godt kan lide tegningerne. Men historien havde vundet ved at være måske 5 til 10 sider længere.  Jeg siger ikke at korte historer ikke fungerer. 

 

Og så der historien Ninja vs Aliens from Outer Space.  Her handler om nogle aliens der kommer til jorden for at myrde løs. Og de møder så modstand fra nogle ninjaer.

Her er historien bedre end i Search for justice, fordi den er bedre afrundet. Men den er også det længere og har bedre tid til at fortælle historien.

 

Og så er der historien Hunlossen Fra Harzen. Den er nok inspreret af Ilse-Hunulven fra SS og andre film samme genre.  Her fungerer historien godt til længden. Og tegningerne er gode. Men jeg kan ikke lide historiens indhold. 

 

Nettets Hemmeligheder handler bl.a. om at en forvandler sig til en edderkop og konsekvenserne af det. Den er fin nok og jeg har ikke så meget mere at sige om den. 

 

Historien Opkast kører på det ulækre og er som sådan ikke en hyldest til videovold. Men jeg kom dog i tanker om en film fra firserne som Bad Taste, som bl.a, kører på det ulækre med bræk osv. Så den hører med. Men jeg er ikke så glad for tegnestilen der bliver brugt. Men det er selvfølgelig en smagssag.

 

Og så er der  historien Rollespillet. Rollespillet handler om 4 personer der vælger at spille med i et rollespil. Hordan det går skal ikke afsløres her. 

Men jeg kom i tanker om en film som The Dungeonmaster, der på IMDb også hedder Ragewar, fra 1984. Den handler også om et spil der skal klares.

 

Team -Up Cop handler om politibetjenten som får en robot at arbejde sammen med. Hvordan det ender skal ikke røbes her.

 

Gutter Man er en historie næsten uden tekst. En af de historier jeg brød mig mindre om. Der er ligesom ikke rigtig noget motiv til handlingen i historien, synes jeg. Ikke at tegneserier behøves tekst, men det ville i det her tilfælde gøre historien bedre hvis der var mere tekst.

 

Og så er der historien Ninjakirkegården. En god rimelig godt afrundet historie om en magisk bog og de blodige og grufulde konsekvenser af at låne en gammel bog ud til ukyndige. Jeg kan godt lide historier hvor (gamle) bøger spiller en central rolle. Lige som i Evil Dead filmen. Og den senere serie Buffy The Vampireslayer, hvor bøger tit også spiller en central rolle.

 

Den sidste historie hedder Kannibalbamserne fra den 3 Dimension. Hvad den handler om ligger i titlen. En god historie, der er godt tegnet, men desværre i sort/hvid. Den havde klart vundet ved at være i farver, synes jeg.

 

To af bidragene burde ikke have været med i Videovold, synes jeg. Og det er Sure svin siger stop og Zap 2. Sure svin siger stop er i mine øjne  kun (omend morsom/underholdende) en  husken tilbage  til 80´erne som årti. Jeg ville have valgt den fra, selv om Dee Snider fra Twisted Sister, som jeg holder meget af, optræder i den. Og  Zap 2 handler om en, der ikke vil forstyrres i at kigge på videofilm. Det, som disse to bidrager med, bliver klaret i forordet.

 

Men Videovold er alt i alt en god antologi af tegneseriehistorier og som kan anbefales hvis man kan lide gys i forvejen. Og måske også til en læser der ikke er fan af gys i forvejen.

Det kunne jo være at man blev fan. 

 

Titel: Videovold

Bidrag:

Forord af Niels Paridon

Brian Dall Schyth – Nettets Hemmeligheder

Bjarke Friis Kristensen – Opkast

Karsten Brandt-Knudsen – Search for justice - Halløj med robotter

Peter Keller Hansen – Ninja vs aliens from outer space

Nicola iHvidberg Jørgensen – Zap 2

Peder Riis – Hunlossen fra Harzen

Simon Pedersen – Team-up cop

Simon Quitzau – Gutter man

Steven Plato og Martin Schjönning – Sure svin siger stop

Tonni Thorsen – Rollespillet

Matias Gedtek – Ninjakirkegården

Jonas Kleis – Kannibalbamserne fra 3 dimension

Den fine forside er tegnet af Kent Overby Stück

Forlag: Forlaget Afkom

Udgivelsesår: 2023

Anmeldelse af The Room

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Husets Biograf fredag 22. september og se filmen The Room fra 2003. The Room er en kultfilm, der kører regelmæssigt i Husets Biograf. Og den er vist kult andre steder, ikke kun i Husets Biograf. I beskrivelsen på Husets Biografs begivenhedside på facebook til filmen blev London nævnt, hvor filmen bliver vist regelmæssigt.

Handlingen i The Room er enkel. Hovedpersonen Johnny, der er bankansat i San Fransisco, har en kæreste Lisa, som er ham utro. Og så er der underlige ting i filmen som "dybe" samtaler på et tag og personerne, der kaster en bold til hinanden. Og så de samtaler Lisa har med sin mor, hvor de snakker om de samme ting hver gang.

Mere skal der ikke siges om handlingen her. Ikke andet at der er for få idéer i handlingen.  Og så var der lagt op til en sidehandling med at en skyldte en gangster penge for stoffer. Men den idé forsvinder desværre ud af filmen med det samme, faktisk. The Room ville være en bedre film, hvis der var gjort mere ud af det. 

The Room er i sin handling en tragisk film, men den virker ikke tragisk på den der ser filmen. Sine bedste steder er den ufrivillig komisk. Og ser man den sammen med andre i en biograf, kan de kedelige steder i filmen blive komiske.

Men filmen virker ikke som uredigeret materiale, og den bliver mærkeligt nok ikke kedelig som helhed (Jeg har ingen forklaring på hvorfor jeg har det sådan med filmen.).  Specielt hvis man ser den i en biograf. Og her er nøglen til at The Room er blevet en kultfilm, tror jeg umiddelbart. Den egner sig godt til at lave ting som at kaste med plastikskeer eller at have en pudekamp, på de rigtige tidspunkter. Som der også blev gjort  i Husets Biograf.  For jeg tror ikke at man for det samme ud af det hvis man ser filmen alene en aften. Her er andre kultfilm, f.eks. en film som Ed Woods Plan 9 From Outer Space fra 1957. Den har jeg også set er blevet kaldt verdens dårligste film, men jeg synes faktisk den kan ses alene med større udbytte end The Room. Så en film som The Room skal nok helst ses i biografen.

Og så blev et interview vist med instruktøren efter filmen som bonus. Det interview var ret sjovt.

Jeg ved ikke hvor mange stjerner jeg skal give The Room. Måske skal jeg se den igen for at kunne gøre det.

 

Instruktør: Tommy Wiseau

Medvirkende: Tommy Wiseau, Juliette Danielle, Greg Sestero

Land: USA

Udgivelsesår: 2003

 

Anmeldelse af The Thing eller Det Grusomme Udefra

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her den 16. september og så The Thing. Jeg har set den før, men ikke på det store lærred. Filmen er vist nok et remake af  The Thing From Another World fra 1951. En film jeg desværre ikke har set. 

Man kritiserer nogle gange at filmselskaberne laver remakes i stedet for at fortælle nye historier. Det kan man altid diskutere. Og nogen gange er kritikken af de enkelte film berettiget. Som i remaken af Carpenters film The Fog fra 2005, som jeg husker som værende mindre vellykket end originaludgaven fra 1980. Det er IMDb også enig. IMDb giver remaken p.t. en score på kun 3,7. Men så er der de gode remakes. Der er for eksempel Werner Herzogs remake af Nosferatu fra 1922, Phantom der Nacht aka Nosferatu The Vampire, fra 1979. Og så er der The Thing. The Thing er en klassiker og det er velfortjent. Det er en meget god film.

Handlingen foregår på sydpolen, hvor filmen starter med at en hund bliver beskudt fra en helikopter. Hunden løber mod en amerikansk forskerstation. Det mislykkes at ramme hunden og stedet bliver manden i helikopteren skudt. Hunden viser sig at være en alien som kopierer sine ofre og gør det hurtigt. Og så kommer vi til kvaliteten ved The Thing: Den paranoide stemning, der opstår på forskerstationen; hvor alle mistænker alle for at være blevet forvandlet til en alien. Det er simpelthen mesterligt gjort. Selv om historien er enkel, så gør stemningen i filmen at handlingen er spændende. I mine øjne er Kurt Russel fantastisk i hovedrollen (kan man sige) som MacReady. De andre skuespillere er også gode. Og effekterne er gode for tiden de er lavet i, synes jeg. De kunne nok være lavet bedre i dag. Men effekter er ikke det vigtigste, i hvert fald ikke i denne film.  Her er det stemningen, der er det vigtigste. 

Der er lavet en prequel til The Thing, der hedder The Thing fra 2011, men den har jeg desværre ikke set.  

Men som sagt er The Thing en fantastisk film, som jeg vil give 9 stjerner ud af 10.

Instruktion: John Carpenter

Medvirkende: Kurt Russel,  Wilford Brimley, Keith David

Udgivelsesår: 1982

Lande: USA, Canada