Anmeldelse af Red Planet Mars

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Der bliver spoilet i anmeldelsen

Jeg var i Husets Biograf her til aften (31/1- 2023) og så filmen Red Planet Mars.

Det er reaktionær religiøs film man har med at gøre. Filmen handler kort om en videnskabsmand Chris Cronyn, som har modtaget beskeder fra Mars. Det er sket med en hydrogendrevet modtager. Mars skal ifølge beskederne være et utopisk samfund, hvor der ikke er nogen fare for atomkrig. Dette gør at der kommer et sammenbrud i økonomien i vesten.  Paradoksalt nok kommer filmen ufrivilligt til at fremstille Sovjets økonomi, til at være stærkere end USA's. Den fremstår stærkere, fordi at Sovjet ikke bliver ramt sammenbruddet i økonomien. Dette på trods af at sovjetborgere lytter illegalt til vestlig radio og kender derfor til beskederne fra Mars.

Men der kommer en anden besked fra Mars, der siger at man er gået væk fra Jesu lære og som konsekvens eller straf må leve i konstant angst for atomkrig. Dette hører man også i Sovjet gennem den illegale vestlige radio folk lytter til. Og det skaber en revolution verden over og i Sovjet, hvor borgerne gør oprør mod styret. Det ender så med at et teokratisk styre tager magten i Sovjet. Dette bliver modtaget med begejstring i USA.

Filmen slutter med at Calder, som igennem filmen har samarbejdet med Sovjet om at opfange beskederne fra Mars kommer ind i Cronyns laboratorium. Han hævder at han har lavet beskederne fra Mars, men det kan Cronyn bevise ikke er tilfældet. Cronyns kone Linda Cronyn ofrer sit og sin mands liv ved at tænde en cigaret før Calder ødelægger modtageren. Hun ved at det skaber en sprængning p.g.a. at modtageren er hydrogen drevet. De dør alle tre af sprængningen.

Som man kan se af referatet, er det en reaktionær religiøs film. Dog er historien relativt effektivt fortalt, men det gør det ikke til en god film. Jeg vil give filmen 2,5 stjerner ud af 10. Grunden til at den ikke kun får 1 stjerne er at den formår lige ikke at kede en, mens man ser filmen. Og det giver altid point i min bog, om end ikke særlig mange dette tilfælde.

Instruktør: Harry Horner

Medvirkende: Peter Graves, Andrea King og Herbert Berghof m.fl.

Udgivelsesår: 1952

Land:  USA

Anmeldelse af Fellini Satyricon

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg så Fellini Satyricon her til aften. En usammenhængende film uden en egentlig handling. Men vi følger primært en person, Encolpius (IMDb siger Encolpio), gennem forskellige begivenheder i det første århundrede i Rom.

Filmen starter med at Encolpius  er vred over at hans at have tabt sin elsker  og (slave?)  Gitone til Ascyltus, som så har solgt Gitone videre. Så følger vi Encolpius i forskellige begivenheder. Blandt andet stjæler han et demi-gud, som han kaldes i filmen. Og skal kæmpe mod en, der er udklædt som en minotaur. Det er som sagt ikke rigtig en sammenhængende handling i filmen. Men der er en slags slutning, som jeg ikke vil røbe her.

Filmen varede i to timer og jeg synes ikke den var kedelig. Den er lidt teatralsk i starten, og jeg synes at kostumerne og sminken er karikeret, men det vænner man sig til. Men jeg ved ikke om det er en god film. Det er en af de film som jeg har svært ved at give karakter. Men en film der ikke er kedelig, er ikke helt dårlig. Så jeg vil give den seks stjerner ud af ti.

 

Instruktør:  Federico Fellini

Medvirkende: Martin Potter, Hiram Keller, Max Born

Land: Italien og Frankrig

Udgivelsesår: 1969 i Italien og 1970 i USA

Anmeldelse af Fire And Ice

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg så fantasy animationsfilmen Fire And Ice her til eftermiddags. På Wikipedia bliver den kaldt for ”dark fantasy”, men jeg synes ikke der er så meget mørkt fantasy over den. For mig at se er det bare almindelig fantasy.

Filmen handler om en ond dronning, Juliana og hendes søn Nekron, som vil overtage magten i verden. Filmen starter glimrende med en krigsscene, men resten af filmen kan ikke leve op til indledningen, desværre.  Nekron og Juliana møder modstand og hvordan udfaldet af det bliver, skal være jeg ikke komme ind på her.  

Jeg havde lidt forventninger til filmen, men jeg synes som sagt, at historien skuffer. Den er for simpel og forudsigelig. Og der kunne være nogle flere interessante personer med. For eksempel er alle den onde dronnings soldater nærmest ens. Her ville en smule mere individualitet være på sin plads. Men til filmens forsvar er animationen er god. Og film er et visuelt medie, så det tæller også i bedømmelsen.

Jeg vil give den 8 stjerner ud af 10 for animation og 4 ud af 10 for historien. Det giver et gennemsnit 6 stjerner, så det vil jeg give filmen.  

 

 

Instruktør: Ralph Bakshi

Medvirkende: Randy Norton, Cynthia Leake, Steve Sandor m.fl.

Udgivelsesår: 1983

Land: USA

Anmeldelse af Nosferatu (Nosferatu, eine symphonie des grauens)

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Cinemateket her til aften (20/1 – 2023) at se Nosferatu fra 1922,  med introduktion ved lektor Casper Tybjerg. Han sagde bl.a. Bram Stokers enke lagde sag an mod producenterne af filmen, fordi de ikke havde spurgt om lov til at filmatisere Bram Stokers roman Dracula. Hun fik medhold i sagen og dommeren beordrede at destruere alle kopier af filmen, men det lykkedes ikke og derfor kan vi nu 101 år efter nyde filmen. For den er god. Rigtig god.

Den er måske ikke skræmmende med nutidens øjne, men jeg synes den griber en. Max Schreck er fantastisk som Grev Orlok, som de havde ændret Draculas navn til.

Handlingen i filmen er at Grev Orlok ønsker at købe en ejendom i den fiktive tyske by Wisborg. Det bliver Knock som bliver sendt af sted til Transsylvanien at få handlen på plads. Knock læser i en bog om vampyrer, men i første omgang griner han bare af indholdet i bogen. Men han skal hurtigt se at tage det mere alvorligt.

Van Helsing (som i filmen hedder Bulwer) er med i filmen, men spiller bare en mindre rolle. Her optræder han som en tilhænger af Paracelsus. Casper Tybjerg nævnte at han repræsenterer i filmen gammel viden, der ikke rigtig kan bruges til noget. Måske fordi han er tilhænger af Paracelsus. Men han forklarede også at dem som lavede filmen var tilhængere af okkultisme, så det lyder lidt mærkeligt at de skulle synes at den okkulte  Paracelsus var mindre væsentlig for dem som lavede Nosferatu.  Firmaet som stod bag filmen hed Prana Film. Og navnet Prana er taget fra hinduistisk religion, fortalte Casper Tybjerg.

Men Orlok kommer så til Wisborg og hvordan det forløber skal ikke afsløres her.

Som sagt er det en god film. Brugen af lys og skygge er meget god. Og jeg synes at skuespillet var godt. Måske en anelse karikeret, men det passede godt til filmen. Jeg giver Nosferatu 9 stjerner ud af 10. Historien er gribende og slutningen god. Man kan så diskutere om den er bedre end andre filmatiseringer af Bram Stokers roman. Som bekendt er der lavet mange Dracula film, men jeg vil her fremhæve to, nemlig Horror Of Darcula  (eller bare Dracula) fra 1958, der har Christopher Lee i hovedrollen som Dracula. Og så Werner Herzogs genfilmatisering fra 1979 af Nosferatu, nemlig Nosferatu: Phantom Der Nacht. Jeg vil give at Horror Of Darcula 9 stjerner ud af 10 og  Nosferatu: Phantom Der Nacht 10 ud af 10 stjerner. Hvad er det der gør at Nosferatu ”kun” får 9, mens Nosferatu: Phantom Der Nacht får 10. Jeg vil sige det er lykkedes at lave en visuelt flottere film end Nosferatu. Og så spiller det nok ind at Nosferatru: Phantom der Nacht er i farver. Jeg synes dog ikke at Klaus Kinski overgår Max Schreck i rollen som Nosferatu.

Så alt i alt er Nosferatu, eine symphonie des grauens  en god film, som det anbefales at man ser.

 

Instruktør: F.W. Murnau

Medvirkende: Max Schreck, Alexander Granach, Gustav Von Wangenheim m.fl.

Udgivelsesår: 1922

Land: Tyskland

Anmeldelse af The Elephant Man

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg så The Elephant Man her til aften (16/1 – 2023) instrueret af David Lynch. David Lynch er min favoritinstruktør, der kun har lavet gode film og ingen dårlige. Jeg har dog altid synes, siden jeg så The Elephant Man første gang, at den sammen med Dune var hans svageste film.

Men efter at have set den her til aften, må jeg sige at den er meget god og lever fuldt op til Lynchs andre film. Dette selv om The Elephant Man er fortalt traditionelt i modsætning til de fleste af Lynchs andre film. Her er Lynch ikke gådefuld, som han tit er i sine film. 

The Elephant Man handler om den deforme John Merrick (John Hurt), som bliver kaldt elefantmanden. Han bliver mishandlet og udstilles, indtil han opdages af Dr. Frederick Treves, spillet af Anthony Hopkins. Og så bliver han behandlet godt. Hvordan historien videre forløber skal ikke røbes her. 

Om hvilken genre filmen tilhører, skriver Anne Jerslev i bogen David Lynch i vore øjne, at den "gør brug af nogle af den klassiske skrækfilms fortællekonventioner" (s. 73). En bog der varmt kan anbefales, hvis man vil dykke dybere i David Lynchs film.  

Ellers er filmen god. Skuespillerne er fremragende og historien er god. Filmen er filmet i sort/hvid og det passer meget godt, fordi filmen foregår i den victorianske periode. Jeg vil give filmen 9 stjerner ud af 10.

 

 

 

Instruktør: David Lynch

Medvirkende: Anthony Hopkins, John Hurt, Anne Bancroft  m. fl.

Udgivelsesår: 1980

Lande: USA og United Kingdom

 

Anmeldelse af The Necro Files

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf til Bad Movie Club her til aften (13/1 – 2023) og så The Necro Files. Filmen starter med at en Michael Myers agtig type myrder og voldtager en kvinde. Han bliver skudt af en betjent, der passende nok dukker op og så skulle man tro at den potte var ude. Men der dukker nogen satanister op, der udfører et ritual så at Myers typen kommer til live igen som zombie, og fortsætter hvor han slap. To af satanisterne fortryder og vil fordrive dæmonen med Beelzebul, som det står i Matthæusevangeliet kapitel 12.

De ofrer et barn (en dukke, der ikke er forsøgt gjort livagtig). Barnet genopstår og bekæmper ligesom to politibetjente, voldtægtszombien.

Det medfører sjove optrin.   Mere skal der ikke siges om filmens handling.

Filmen er virkelig dårlig og det er ikke sådan at man har prøvet hårdt for at få at nå et godt resultat, men har fejlet. Den ser simpelthen ud til at være lavet bevidst dårligt. Men også morsomt og underholdende. Måske særligt i biografen, mens man drikker en øl.  Især er de to politibetjente underholdende.  Hvis man er til gore er der noget at komme efter. Skuespillet er ikke så dårligt at man bliver irriteret, så det er godt nok.

Og filmen er ikke så lang (ca.1 time og 12 minutter) og tiden flyver faktisk af sted, mens man ser den. The Necro Files får p.t. 4,0 i rating på IMDb. På Rottentomatoes får den 40%  i fra publikum, mens der ikke er nogen anmeldelser af den. Men det er ikke altid at jeg er enig med IMDb.

En film som Howling II får med sine 3,7 p.t. en lavere rating på IMDb end The Necro Files gør. Men det er en film, som jeg synes er bedre end The Necro Files. Jeg gav Howling II 4 stjerner ud af 10 på en almindelig kvalitetsskala.

På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give The Necro Files 1,5 stjerner ud af 10 stjerner, men på en kitchskala vil jeg give den 6 ud af 10 stjerner. Den får 6 stjerner for et godt grin.

 

Instruktør: Matt Jaissle

Medvirkende: Steve Sheppard, Gary Browning, Christian Curmudgeon m.fl.

Udgivelsesår: 1997

Land: USA

Anmeldelse af Aguirre, The Wrath Of God (Aguirre, der Zorn Gottes)

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf her den 5/1 - 2023 og så Aguirre, The Wrath Of God, instrueret af Werner Herzog (f. 1942). Han har også instrueret Nosferatu: Phantom Der Nacht (1979), som er en af de bedste film jeg har set. Jeg har ikke set Aguirre, The Wrath Of God før. Så jeg var lidt spændt om den ville leve op til Nosferatu: Phantom Der Nacht. Udgaven de viste i Husets Biograf var med tysk tale og engelske undertekster.

Aguirre , The Wrath Of God handler kort om nogle spanske conquistadorer eller erobrere som vil finde El Dorado, hvor de forventer at finde rigdomme. Men grundet mangel på proviant foreslår lederen Pizarro at man vender om. Men den hensynsløse Aguirre (spillet af Klaus Kinski) begår mytteri og nægter at vende om. Mere skal der ikke siges om handlingen her. Jeg vil anbefale at man ser denne film. På Den Store Danske kan man læse at Herzogs film ”kredser ofte om mandlige fantaster, drømmere og galninge, der er besatte af deres mission”.

Det kan man sige gælder om filmen Aguirre, The Wrath Of God.

Levede Aguirre, The Wrath Of God så op til mine forventninger? Jo det gjorde den, selv om jeg synes den ikke er lige så god som Nosferatu: Phantom Der Nacht. Men skildringen af Aguirre som kalder sig selv guds vrede på jorden er god. Klaus Kinski spiller godt rollen som Aguirre.  Og der er forskellige gode detaljer i filmen. For eksempel får conquistadorerne fat i en indianer og de fortæller ham om Gud og Bibelen. At Bibelen er Guds ord, men indianeren siger at han ikke kan høre Bibelen sige noget. Filmen formår at underholde hele vejen og har en passende længde. Men jeg synes måske ikke at det visuelle i denne film er ligeså vellykket som i Nosferatu.  Derfor synes jeg Nosferatu er bedre end Aguirre, The Wrath Of God. Men det er måske ikke alle der er enige i det. Jeg vil give Aguirre, The Wrath Of God 8,5 stjerner ud af 10.

 

Instruktør: Werner Herzog

Medvirkende: Klaus Kinski, Ruy Guerrea, Helena Rojo

Udgivelsesår: 1972

Lande: Vesttyskland, Mexico