Anmeldelse af Franz

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i biografen her til aften og se filmen Franz om forfatteren Franz Kafkas liv.

Franz Kafka blev i 1883 og døde i 1924 af tuberkulose. I filmen følger vi Kafka fra barndommen til han dør. Filmen er så nogenlunde kronologisk og har et plot som er lidt man kan kalde løst og lidt fragmenteret fortalt. Det er udmærket.

Men jeg blev lidt skuffet over filmen alligevel. Dels har den nogen scener med som det virker lidt underligt at have med. For eksempel er der en scene hvor Kafka er på bordel. En unødvendig scene, synes jeg. Men det er trods alt en mindre ting.

Værre er det at filmen ikke rigtig undersøger hvor Kafkas fornemmelse for det absurde kommer fra. Man ser en traumatisk scene fra barndommen, hvor Kafka bliver låst ude på altanen. Men spørgsmålet om det er nok. Man får ikke ret megen viden om det også kunne stamme fra senere erfaringer i livet. Om det måske også kunne skyldes oplevelser i skole eller på arbejdet i forsikringsselskabet. Og man får ikke nok at vide om jødernes situation i Prag dengang Kafka levede.

Endvidere er det de Kafka tekster man har valgt at lægge vægt på i filmen.  Kafkas forfatterskab er som bekendt bl.a. præget af det absurde. I nogle tekster synes jeg at absurditeten ligesom er løsrevet fra virkeligheden.

Kafkas tekster er løsrevet fra konkrete steder, det bliver for eksempel ikke nævnt hvor Slottet foregår. Men i Slottet og Processen er det absurde dog koblet til et samfund. Det synes jeg gælder mindre for den tekst som man har lagt stor vægt på i filmen, nemlig I fangekolonien, hvor der optræder henrettelsesmaskine, som skriver dommen i den dømtes krop. Den er lagt ind i filmen som en scene. Her synes jeg at absurditeten er løsrevet fra virkeligheden.

Slottet bliver ikke nævnt i filmen, men der citeres dog fra Processen. At lave dette udvalg af tekster og lægge vægt på dem, har den konsekvens at man ret kraftigt nedtoner et samfundskritisk og magtkritisk perspektiv og læsning af Kafka. Man får ikke noget at vide om evt. politiske holdninger hos Kafka i filmen. Det er måske fair nok, da det ifølge google ikke er klart hvilke politiske holdninger Kafka havde. Men Kafka blev berømt efter anden verdenskrig, netop for romanerne Processen og Slottet der kan læses som kritik af magt og bureaukrati. Netop fordi absurditeten kunne knyttes til den samfundsmæssige virkelighed.

I filmen er der endvidere scener fra vores egen tid. Man ser hvordan folk guides rundt i Prag i Kafkas fodspor. Og man lægger vægt på hvor stor en forfatter han bliver betragtet som i dag. Uden at komme ind på hvorfor. Bl.a. vises en kæmpe buste af ham og vise hvor mange bøger der er skrevet om ham og hans forfatterskab. Igen, alt dette uden at nævne det magtkritiske perspektiv Kafkas forfatterskab kan læses i. Og at det bl.a. er derfor han er en vigtig forfatter.

Så selv om skuespillet er godt. Og filmen ellers er godt lavet. Og at historien om Kafkas liv er godt fortalt, synes jeg at det er en skuffende film, der lægger et forkert fokus på Kafkas biografi, forfatterskab og modtagelsen af forfatterskabet op til vor tid.

Instruktør: Agnieszka Holland

Medvirkende: Idan Weiss, Carol Schuler, Sebastian Schwarz m.fl.

Udgivelsesår 2025 (dansk præmiere 30 april 2026)

Lande: Tjekkiet, Polen, Tyskland, Frankrig, Tyrkiet

Anmeldelse af Stargate

 

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf her til aften den 12/4 – 2026 og se science fiction filmen Stargate. Filmen blev introduceret og der blev bl.a. oplyst at første udkast til manuskript af filmen var virkelig dårligt. Endvidere blev der oplyst, at man forsøgte at få Kurt Russel på rollelisten. Men han afslog, fordi manuskriptet var for dårligt. Man arbejdede så videre med manuskriptet, så det blev bedre. Og Kurt Russel accepterede at komme på rollelisten. Filmen blev en succes i biograferne, da den gav noget mere i overskud end den havde kostet at producere. Og filmen affødte TV serier bl.a Stargate Atlantis og Stargate Universe. Og der blev oplyst at den version, der blev vist var director´s cut. Og at director´s cut er c.a. 9 minutter længere end biografversionen.

Filmen starter godt med flere forskellige indledninger til historien, indtil vi møder   ægyptologen og lingvisten Daniels Jackson i filmens samtid (den blev udgivet i 1994) hvor han holder et foredrag. I foredraget siger han at pyramiderne i Giza er ældre end hidtil antaget. Og konsekvensen af den opfattelse, er at man ikke ved hvem der byggede dem. Publikum begynder at grine og en spørger sarkastisk om det så var marsmænd, der byggede pyramiderne. Og publikum forlader lokalet og Daniel Jackson står der alene. Men hvor en dør lukkes åbnes en anden siger man jo. Og det sker også i filmen. Daniel Jackson bliver spurgt om han kan tyde nogen hieroglyffer for militæret. Han siger ja. Og det viser sig, at det han skal tyde, er hieroglyffer der kan aktivere det stargate som har givet filmen navn. Da stjerneporten er aktiveret, vælger man at tage igennem porten og så vil jeg ikke sige så meget mere om handlingen. Ikke andet at den ægyptiske solgud Ra spiller en rolle og i bedste Erich von Däniken stil, så viser det sig at Ra er et alien. Så det sarkastiske publikum i starten af filmen viser sig at have mere ret end man regnede med. Og hvad der videre sker vil jeg ikke sige mere om. Det er udmærket at filmen starter selvironisk og lægger en uhøjtidelig tone på den måde. Resten af filmen er ikke selvironisk, som jeg ser det. Men den bevarer den lette tone, med at man ikke skal tage plottet for alvorligt. Og det er udmærket.

Filmen Stargate er instrueret Roland Emmerich, som bl.a. har instrueret Moon 44, som jeg har anmeldt her: Moon 44

Moon 44 havde et problem med manuskriptet, som jeg også skriver i anmeldelsen af Moon 44. Og det kan man også sige at Stargate har. Filmen har, som Aristoteles vist anbefalede (jeg har ikke læst hans poetik), en begyndelse, midte og en slutning. Det er også en almindelig måde at fortælle en historie på. Som sagt, synes jeg at filmen har en god begyndelse. Problemerne opstår i midten af fortællingen, hvor der mangler fremdrift i handlingen. Man ser lidt action, men ellers sker der ikke nok til at holde en (i hvert fald mig) interesseret i filmens handling.  Men da filmen når til slutningen, bliver den bedre. Der begynder at ske noget. Og slutningen afrunder historien på en tilfredsstillende måde. Filmens idé med at den ægyptiske solgud Ra er en alien er relativt fjollet, synes jeg. Og nogle af solgudens handlinger og motiver til at udføre disse handlinger, er lidt uforståelige. Her kunne manuskriptet også have været bedre.

Men filmen må have ramt et eller andet, da den blev den succes den blev. Og den får p.t. hele 7.0 i rating på IMDb. For meget efter min mening, men ganske sigende for filmens popularitet.

Ellers er skuespillet tilfredsstillende, som det skal være i en b film, der er indspillet med større budget end b film plejer at have. Specielt vil jeg fremhæve James Spader i rollen som Daniel Jackson, der virker en smule distræt. Og det rammer James Spader godt.  Men der var ikke nogen onelinere som jeg rigtig kunne huske, da filmen var slut.

Jeg tror at jeg vil give Stargate 7 på trashometret. Jeg tror jeg vil give den det samme som jeg gav Moon 44 på en almindelig kvalitetsskala, nemlig 4,5. Lige akkurat under gennemsnit og akkurat ikke bestået. Mest p.g.a. den knapt så vellykkede midte.

 

Instruktion: Roland Emmerich

Medvirkende: James Spader, Kurt Russel, Viveca Lindfors m.fl.

Udgivelsesår: 1994

Lande: Frankrig, USA

 

Anmeldelse af Orwell: 2 + 2 = 5

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Vester Vov Vov her til aften 5/4 - 2026 og se dokumentarfilmen Orwell: 2 + 2 = 5. Filmen er hovedsageligt om Georg Orwells sidste år hvor han rejste til den skotske ø Jura. Og han skrev romanen 1984, der udkom i 1949. Orwell døde i 1950.

Men vi hører også noget om hans baggrund bl.a. hans i tid som udsendt i Burma for det britiske imperium. Filmen er opbygget på den måde at en skuespiller læser forskellige tekster af Orwell og vi ser eksempler på vores samtids magthavere bruger nogle af de samme magtgreb Orwell kritiserede i sin roman, 1984. Blandt andet udtalelser fra Trump og styret i Myanmar (Myanmar er det nye navn for landet der før hed Burma. Og hvor Orwell udsendt til). Og der klip fra forskellige filmatiseringer af 1984.

Orwell nåede at skrive to romaner efter 2. verdenskrigs afslutning, Animal Farm (dansk titel: Kammerat Napoleon) og 1984. Hvor Animal Farm er mere direkte om Sovjetunionen, er 1984 rettet mod totalitarisme generelt. Det står i artiklen på Lex.dk om George Orwell. Og den holdning er jeg enig i.

1984 er roman med en hensigt og Orwell har nogle vigtige pointer i sin roman. Og jeg synes han i romanen forenkler virkeligheden lidt for at fremhæve sine pointer. Det er fint nok, det fungerer i romanen. Af pladshensyn vil ikke komme ind på alle Orwells pointer i romanen.  Jeg nøjes med at fremhæve to pointer.

Jeg har også kritikpunkter af Orwell og hans roman, men dem vil jeg lade ligge til en anden god gang. Igen plads hensyn.

Den vigtigste pointe Orwell har i sin roman, er at der eksisterer en objektiv virkelighed. Partiet, der har magten i 1984, tvinger nemlig hovedpersonen Winston Smith til at acceptere at virkeligheden er underlagt partiet. 

Den enkle kendsgerning om at den objektive virkelighed findes, er der flere der prøver at vise er forkert. I Danmark i nyere tid var det bl.a. at finde i tidsskriftet Faklen den opfattelse at der ikke eksisterede en objektiv virkelighed.  I Faklen nummer 10 fra januar 1999 står at læse følgende (citeret fra Faklen.dk):  ” Intet Absolut, forstået som noget overindividuelt, entydigt objektivt, kan eksistere inden for en verden konstitueret af hvert enkelt menneskes varierende oplevelser, hvad enten et sådant hævdes som en absolut Guddommelighed, Virkelighed eller Sandhed – for verden selv er ikke absolut, men relativ til hvert enkelt menneske.”

Men ”opfattelsen” af at der ikke eksisterer en objektiv virkelighed er, som Orwell viser, en totalitær magt filosofi. Men i Faklen bliver det til at ”tolerance og menneskelighed er om ikke logisk, så en nærliggende konsekvens heraf”. Men det er en forkert opfattelse. Her er jeg enig med Orwell. Uden at skulle komme i en længere diskussion om dette emne, så er for eksempel økonomiske kriser objektive foreteelser som eksisterer uafhængigt af hvordan mennesker oplever verden. Og under økonomiske kriser er det større sandsynlighed at totalitære kræfter vinder frem. Det så man som bekendt i Tyskland i 1930´erne. 

Hvis man mener at man  ikke kan erkende totalitarismen objektivt, kan man ikke bekæmpe den. Derfor synes jeg at ”tolerance” ikke er en konsekvens af den opfattelse at der ikke findes en objektiv virkelighed. Tværtimod. For at kæmpe imod totalitære tendenser må man vide at verden eksisterer objektivt. 

En anden pointe som er i forlængelse af den førnævnte pointe, er at magten i 1984 opfinder begreber og slagord som er løgn: ”Uvidenhed er styrke”, ”Frihed er Slaveri” osv. som det hedder i 1984. Og det denne pointe i 1984 som Orwell: 2 + 2 = 5 lægger stor vægt på. Og i filmen er der en del eksempler på begreber som magten bruger i dag er forfalskede og løgnagtige.  

Der var enkelte begreber som blev nævnt, jeg ikke var enig i er et løgnagtigt magtbegreb. For eksempel begrebet inflation. Dette selv om der nok er spekulation i inflation, når den hærger.

Men ellers er det en film som ikke keder seeren. Det fungerer fint med at høre om Orwells tanker og se nye eksempler på hvordan magthavere i dag bruger et lignende ”nysprog” (som styret i romanen 1984 indfører, for at indskrænke tankevirksomhed). Det fungerer også godt at der klip fra forskellige filmatiseringer af 1984.

Så i alt en god film, men ikke uden mangler. F.eks. vil jeg her til sidst nævne et kritikpunkt. Jeg savner at filmen peger på kræfter, som kan kæmpe imod totalitære tendenser i samfundet. Her tænker jeg evt. på fagforeninger. Jeg synes ikke det er nok at afdække forskellige totalitære træk ved vores samtid. Men også at pege på kræfter der kan kæmpe imod. Det efterlader seeren lidt modløs, synes jeg. 

Instruktør: Raoul Peck

Medvirkende: Damian Lewis og flere virkelige personer via klip f.eks. Donald Trump og Colin Powell

Udgivelsesår: 2025 (dansk præmiere 2026)

Lande: USA, Frankrig

 

Anmeldelse af For Y'ur Height Only

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var til Bad Movie Club i Husets Biograf her til aften den 20/3 - 2026. 

Jeg så filmen For Y'ur Height Only. Filmen har  Weng Weng (ifølge IMDb.com hed han Ernesto de la Cruz). Filmen blev introduceret kort og der blev oplyst at Weng Wengs højde var 83 cm. 

Men ifølge IMDb.com var højden 84 cm. Det er måske værd at nævne p.g.a. Filmens titel. Enhver cm. tæller jo, når man er lav i højden.

Filmen er en James Bond parodi. Men flere af James Bond filmene nærmer sig parodier, synes jeg. Især dem med Roger Moore i rollen som James Bond. Men det lykkes relativt godt at parodiere James Bond.

Problemet er plottet, som jeg kommer ind på senere. 

For Y'ur Height Only handler om at Agent 00 (spillet af Weng Weng), der skal udskadeligøre et mystisk syndikat, som det hedder i filmen. I filmen får han forskellige smarte våben at bruge, som faktisk er en sjov parodi på  James Bond.

Filmen starter med at en videnskabsmand bliver kidnappet fordi lederen af syndikatet vil

have fat i oplysningerne om hvordan man laver et våben han og syndikatet kan bruge til at overtage verdensherredømmet. 

Men denne handling forsvinder og Agent 00 kæmper mod syndikatet for andre forbrydelser.

Der er således et meget tyndt plot i filmen. I stedet er filmen mest en film hvor den ene kampscene afløser den anden. Uden at der arbejdes med den historie, som man lagde op til i starten af filmen.

Her er James Bond filmene (dem jeg har set i hvert fald) bedre til at udfolde et plot. Men de har jo unægteligt et større budget at arbejde med.

Kampscenerne i filmen er ret dårligt lavede, men underholdende at se på. De redder filmen i nogen grad for det manglende plot. Dog er der forskellige sjove optrin i filmen der faktisk bruger Weng Wengs højde på en morsom måde. 

Filmen har dog en slutning, som jeg ikke vil røbe her. 

Det manglende plot gør at filmen føles for lang. Synes jeg. Dette selv om den kun varer 1 time og 28 minutter. 

Men ellers er skuespillet tilfredsstilende for den her type film. 

Weng Weng er ikke en ret talende mand i filmen. Men det er sådan set udmærket. Han løser sin opgave i kampscerne så de er underholdende og behøves ikke at sige så meget.

Skurkene er karikerede. Og det er også fint nok. Det største problem er det manglende plot. 

Jeg har set dårligere film end denne her. Nævnes kan Arnold Schwarzeneggers  debutfilm Hercules in New York.

Den mangler plot og andre ting i sådan en grad at jeg kunne ikke se dem færdig. Her er For Y'ur Height Only noget bedre.

På IMDb.com får For Y'ur Height Only 5,6 i rating. Og det synes jeg er for højt. 

På en almindelig kvalitetsskala vil jeg ikke give den mere end 3 ud af 10 stjerner i karakter.

På trashometret vil jeg give den 5 ud af 10.

Instruktion: Eddie Nicart

Medvirkende: Weng Weng, Yehlen Catral, Carmi Martin

Land: Filipinerne

Udgivelsesår:  1981

Anmeldelse af Parole Violators

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i  Husets Biograf til Bad Movie Club her  til aften og se filmen Parole Violators.

Genremæssigt er Parole Violators en actionfilm, tilsat noget romantik. IMDb siger at den også er et drama, men det synes jeg slet ikke filmen er. Endvidere siger IMDb at den er en krimi, men der er ingen opklaring i filmen. Vores helte kommer meget nemt på sporet af skurkene. 

Handlingen i Parole Violators er kort den at vi følger en TV vært 

hvis kæreste er politibetjent. Kærestens datter bliver kidnappet og så 

hjælper Miles kæresten med få fat i datteren igen. Og mere vil jeg ikke sige om handlingen. 

Der er mange slåskampe, mindre med biler der kommer ild i. Selv om brændende

biler er med i filmen. Så det er helt fint. Skuespillet er mindre godt, særligt

kampscnerne er ret amatøragtige. Det er ret sjovt. Og det tæller op på trashometret. 

På bjerget går man meget højt op i personbeskrivelser på film og i litteratur. Men her leverer filmen ikke rigtig.

Dog synes jeg ikke personerne er rene papfigurer. Selv om f.eks. Skurkene er meget onde, så har de nogle karaktertræk, som gør at de er at skelne fra hinanden. Filmen foregiver ikke at være en film hvor personbekrivelser vægtes højt. Så jeg synes det er ok.

Og filmen er ikke rodet fortalt, effekterne er ikke så gode, men vurderet ud fra de små penge man har haft at arbejde, er de klart tilfredsstillende.

Så filmen  er ret underholdende. 

Man har på den måde fået ret meget ud af det lille budget 

man har haft at arbejde med som helhed. Dette inkluderer således filmens redigering. 

Det der tæller ned er at den er lidt for lang, selv om  den kun varer halvanden time. Den bliver en smule langtrukket til sidst. Den havde været bedre hvis den havde været 10 - 15 minutter kortere. En anden ting som manglede var nogle sjove onelinere. Dog lagde jeg mærke til onelineren: "Yeah, the food was cold, but everything else was hot." Den er også fremhævet på IMDb. 

Den får 4,9 i rating på IMDb, som er for højt. Der findes klart 

dårligere film end denne. Men på en almindelig almindelig

kvalitetsskala ville jeg give den 4. Altså under gennemsnit, 

da karakteren 5 gives til gennemsnitsfilm. Men på trashometret 

ville jeg give den 6,5. Måske 7. Så hvis man synes det er sjovt 

at se dårlige film kan denne anbefales.

Instruktion: Patrick G. Donahue

Medvirkende: Sean P. Donahue (krediteret som Sean Donahue), Pamela Bosley, Michael Kiel

Udgivelsesår: 1994

Land: USA

Anmeldelse af Stenbroens “Helte”

Jeg var i Cinemateket den 12 juni 2025 at se filmen Stenbroens “Helte”. 

Filmen blev introduceret af Jack Jensen,  som er blogger på bloggen En lejemorder ser tilbage (http://enlejemordersertilbagepaadansk.blogspot.com/?m=1) og han har også udgivet fanzinet Stay Sick. 

Stenbroens “Helte” er fra 1965 og instrueret af Poul Nyrup.

Poul Nyrup blev født i 1934 og lavede tre film i 1960’erne og sidenhen er han glemt. Poul Nyrups film blev dårligt modtaget af filmkritikere oplyste Jack i sin introduktion.

Jeg må indrømme at jeg ikke havde så høje forventninger til Stenbroens “ Helte”. Men det var en forkert bedømmelse. Det vender jeg tilbage til. 

Stenbroens “Helte” handler om Djævle John, som er lederen af en bande, der blandt andet laver indbrud. Og de vil gerne lave nogen hurtige penge. Men under et indbrud hos en købmand bliver indehaveren slået ihjel. Det var dog ikke meningen at det skulle ske. Og mere vil jeg ikke sige om filmens handling.

Som jeg skrev havde jeg ikke så store forventninger til filmen. Men jeg synes at den var god. Filmen er lavet for få penge. Og Poul Nyrup har fået maximalt ud af de penge han havde. Jeg vil sammenligne med anden dansk instruktør nemlig Erik Balling, som instruerede Midt om natten. En film jeg godt kan lide, men som er kejtet lavet, for at citere Informations filmanmelder Christan Monggaard. Her har Poul Nyrup fået langt mere ud de penge han havde at arbejde med. Og Balling har garanteret haft flere penge at arbejde med. Så kort sagt har Poul Nyrup lavet en bedre film for færre penge end Balling.

Handlingen i Stenbroens “Helte” er spændende og historien er godt fortalt. Og skuespillerne gør et godt stykke arbejde. Og de var amatører. 

Filmens tema om ikke at ville leve et liv med et kedeligt arbejde og forsøge at finde en vej ud af det er et godt tema. Og det er behandlet i flere værker på forsekellig måde. De værker jeg umiddelbart kommer i tanker om (uden sammenligning i øvrigt) er Hans Scherfigs roman Den forsvundne fuldmægtig. Og filmen Free Guy. Også i nogle af Erwin Neutzsky-Wulffs romaner kan man finde dette tema. Jeg synes således at en af de bedste scener i Stenbroens  “Helte” er den hvor Djævle John snakker med sin far om at han vil have mere ud af livet end et kedeligt arbejde.

Så alt i alt en god film som varmt kan anbefales.

Poul Nyrups film er udgivet på 4k af Nicolas Winding Refn, sammen med Pusher trilogien. 

Man kan læse mere udførligt om Poul Nyrup og hans film i denne glimrende artikel af Jack Jensen som kan læses her: http://enlejemordersertilbagepaadansk.blogspot.com/2011/02/poul-nyrup-stenbroens-psykotroniske.html?m=1

Anmeldelse af Dune

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her til aften den 29/5 – 2025  at se Dune instrueret af David Lynch. Dune er nok Lynch´s svageste film, men jeg synes nu ikke den er dårlig. Det er bare det at de andre film er meget gode, mens Dune ”bare” er god.

I Lynch´s film er historien med om Baronens og Kejserens udryddelse af Atreides familien og de efterfølgende begivenheder med. Men det går hurtigere og der dvæles ikke så længe ved de forskellige begivenheder som i Villeneuves udgave, da Lynch ikke har så meget tid som Villeneuve. Og jeg synes det fungerer.

Filmen er ikke så lang sammenlignet med Denis Villeneuves Dune-film, men jeg synes den er fint afrundet alligevel. Og så snakkes der ikke hele tiden med om at Paul er messias. Det bliver nævnt, men er nedtonet. I forhold til Villeneuve´s film.  Og igen, så er Villeneuves Dune-film er tungere i det end Lynch´s, synes jeg.

Og så er Lynch´ udgave af Baron Harkonnen bedre end Villeneuves. Og der er ”lækre” detaljer med Baronen, hvor en af figurerne jeg ikke husker navnet på, snakker om hvor dejlig Baronens syge hud er.

Og jeg synes at skuespillet i Lynch´s film er godt. Nogle er effekterne er måske lidt forældede, for eksempel er ormene på ørkenplaneten lidt stive i det. Synes jeg. Men det kan jeg sagtens tilgive.

Så jeg kan bedre lide Lynch´s version af Dune end Villeneuve´s. David Lynch har endvidere en lille rolle i Dune. Det fungerer godt, synes jeg. Så alt i alt er Lynch´s Dune en relativt vellykket film. Jeg vil give den 7 stjerner ud af 10. Lynch´s Dune film har fået en relativt dårlig modtagelse. For eksempel får den kun 41 i metascore på IMDb. Og jeg har læst et sted at Lynch selv ikke var glad for filmen. Men jeg synes at man kan være tilfreds med filmen.

Instruktør: David Lynch

Medvirkende: Kyle MacLachlan, Kenneth McMillan, Sting m.fl.

Udgivelsesår: 1984

Lande: USA, Mexico

Anmeldelse af Fra det første blod til den sidste actionhelt

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jacob Holm Krogsøe har udgivet bogen Fra det første blod til den sidste actionhelt med undertitlen Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982 til 1993. 

For at starte med det positive, så har Jacob skrevet en velskrevet og underholdende bog. 

Men den har desværre også nogle mangler, synes jeg.

Der står på side 10 i bogen at “Den her bog er altså min kærlighedserklæring til en genre og nogle helte jeg elsker." Og der står således også i Bibelen at størst er kærligheden (1. Korinthbrev 13, 13). Men i denne sammenhæng vil jeg dog sige at kærlighed alene gør det ikke. I dette tilfælde er der behov for analyse og ratio.  Bogen har således en mangel og det er at der er for lidt analyse og kritisk refleksion over filmene synes jeg. 

Vi lever i en branding kultur. Og som som Jacob skriver i første kapitel af bogen at det hele “netop var mere end bare filmene” (s. 18) Det var også en del branding og det blev slugt råt dengang i 1980’erne. Over hele verden, som Jacob også påpeger. Det første kapitel, kapitel 0, handler således blandt andet om actionfigurer. Og hvad jeg mener om actionfigurer illustreres bedst med et afsnit af Buffy The Vampire Slayer hvor Buffy reagerer på en actionfigur som ejes af skurken Warren. Mere vil jeg ikke sige om det. 

Jeg kan godt lide actionfilm. Og jeg kan jeg også lide b- film, kultfilm osv. Det kan man se på anmeldelserne på denne blog. Jacob skriver på side 12 at “jeg køber ikke at actionfilmen bare er hjernedød underholdning”. Og på side 21 skriver Jacob at bogen “er en præsentation af tanker og analyser, som viser at genren er mere bare overfladisk action”. Det er netop disse som mangler i bogen, synes jeg. Jacob giver ellers i bogen en god gennemgang af actionfilmenes udvikling med fokus på actionhelten. Jeg vil tage et eksempel på at Jacob netop ikke viser at genren er mere end bare overfladisk action:

På side 47 står der om Rambo: First Blood, “at resten af filmen er fremragende action og klimakset decideret mesterligt." Men her er jeg uenig med Jacob. Rambo: First Blood er ikke særlig god. Den starter godt med at vise at Rambo har PTSD. Men konflikten med sheriffen kører bare længere og længere ud. Og til sidst bliver Rambo omringet og anholdt. Ikke et godt klimaks efter min mening. Og konflikten med sheriffen og resten af politiet virker efter min mening utroværdig. Ikke særligt godt efter min mening. 

Jacob slutter sin gennemgang af med (som titlen også siger) med en gennemgang af filmen The last action hero. Jeg har altid forstået det således at The last action hero gør grin med actiongenren. Og derfor har jeg holdt meget af den. Men i Jacobs gennemgang af filmen er dette ikke nævnt. Jeg citerer her fra s. 159: “Alle disse intertekstuelle lege givet filmen kulør, og det gør at man kan se den igen og igen. Men det rykker ikke ved, at filmen dybest set handler om at finde sig selv.”

Så det kan være jeg husker forkert. Det er trods alt et stykke tid siden jeg så den sidst. 

Som afslutning vil jeg sige at Jacob som sagt har skrevet en underholdende bog. Men mangler analysen af hvorfor actionfilmen ikke bare er hjernedød underholdning. Jeg kan som sagt godt lide actionfilm, men jeg mener ikke de kan måle sig med film af de bedste instruktører så som David Lynch, Bergman eller Hitchcock. Heller ikke de bedste horrorfilm kan actionfilmen måle sig med. Her tænker jeg f. eks. på David Cronenbergs film eller Kubricks The Shining. Og spørgsmålet er så hvor stor en rolle branding så skal have i filmhistorien. Ifølge Jacobs opfattelse en stor rolle, hvis jeg forstår ham rigtigt. Jeg foretrækker en mindre rolle til branding. 

Titel: Fra det første blod til den sidste actionhelt

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Forlag: Afart

Udgivelsesår: 2025

Anmeldelse af Battle Beyond The Stars aka Rumpiraterne

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Husets Biograf søndag den 4 maj – 2025 og se science fiction filmen Battle Beyond The Stars. Filmen er et slags Star Wars ripoff. Uden Star Wars var denne film nok ikke lavet.  Den blev passende vist Star Wars dagen, som jo er 4 maj.

Battle Beyond The Stars handler om at den onde Sador som truer med at angribe den fredelige planet Akir, som den vist hedder. For at forsvare sig selv, sender man Shad, som er uerfaren som kriger, at finde nogen typer, der kan hjælpe Akir med at forsvare sig mod Sador. Og hvordan det går skal ikke afsløres her. Handlingen i filmen er enkel, men underholdende.

Der er helt fine scener med rumskibe der skyder på hinanden. Filmen udkom i 1980, samme år som Jens Lyn aka Flash Gordon. Flash Gordon er dog bedre en Battle Beyond Stars. Både Flash Gordons manuskript og på en visuelle side er Flash Gordon bedre end Battle Beyond Stars. Heldigvis er der ikke nogen snak om ”kraften” som der er i Star Wars. Og skuespillet er ok.  

Battle Beyond The Stars er en B-film, produceret af bl.a. kongen af B-film Roger Corman.

Men jeg synes egentlig de har fået meget ud af det budget de nu en gang har haft. Og så er den ikke totalt en kopi af Star Wars, synes jeg. Der er f.eks.  figurer med, som ikke er en ripoff fra Star Wars. Og der er ikke rigtig nogen deciderede kopier af personer fra Star Wars med. Og personerne er ret godt fundet på af manuskriptforfatterne.

Alt i alt en seværdig film. Jeg vil give den 7 ud af 10 på trashometret. På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give den 4 stjerner ud af 10.

Instruktør: Jimmy T. Murakami

Medvirkende: George Peppard, Richard Thomas, John Saxon m. fl.

Udgivelsesår: 1980

Land: USA

Ummæli av Seinasta paradís á jørð

 

Skriva hevur Jóannes á Stykki

 

Eg var í Park Bio 2 mai – 2025 og sá Seinasta paradís á jørð hjá Sakaris Stórá. Aftaná filmin svaraði Sakaris Stórá spurningum.

Seinasta paradís á jørð er ein sosial-realististkur filmur, sum snýr seg um Kára sum býr í eini ónevndari bygd í Føroyum, men filmurin er upptikin í Hvalba. Sakaris Stórá segði aftaná sýningina at problemi sum blívur viðgjørt í filminum ikki skal vera bundi til Hvalba, men at søgugongdin í filminum kann vera í eini og hvørjari føroyskari bygd.

Kári er introvertur og hevur ymisk problemir. Mamman er deyð og heimi er dysfunktionelt.  Viðurskifini við systrina eru ikki so góð. Og hann arbeiðir á flakavirkinum í bygdini, men tað er í vanda fyri at steingja. Og hvussu tað gongur Kára skal ikki avdúkast her.   

Filmurin er góður og viðger viðkomandi evni. Og støðuna hjá arbeiðarastættini í Føroyum. Arbeiðarastættina, hvørs støða ikki er so væl lýst á filmi og í skaldskapi.  Sakaris bleiv spurdur um hví at filmurin æt Seinasta paradís á jørð, tá stemningurin var meira apokalyptiskur við við ymiskum hóttanum sum t.d. at flakavirki stewingir og arbeiðsloysi hóttir. Sakaris svaraði, at bygdin er paradísi hjá Kára hóast hóttanirnar. Hann vil helst ikki flyta.

Annars er avriki hjá leikarunum gott. Og tað er ikki so nógvur dialogur í filminum, men nógv verður sagt við myndinum.  Men filmurin er ikki uttan lýti. Tað er líka sum at tað sum mann kann kalla flóvi í mátanum søgan er fortald uppá ikki er so gott, haldi eg. Tað er akkurát sum tey ymsu hugskotini í søgugongdini ikki hanga so væl saman. Sama trupuleikan hevði Drymar við havi eisini. Men í Seinasta parasís á jørð fungerar tað hóast alt betri enn í Dreymar við havi.

Og so er søgan í filminum eitt sindur óforloyst. Og tað er ótilfredsstilandi. Filmurin brúkar ikki so nógv náttúrumyndir sjálvt um tað kundi veri upplagt. Men tað er so eitt val mann hevur tiki og tað eri eg partvíst samdur í. Eg haldi tó har kundi veri eitt sindur fleiri náttúrumyndir í filminum.

Seinasta paradís á jørð er ein góður filmur, men hevur sum sagt nøkur lýti, haldi eg. Eg gevi Seinasta paradís á jørð 7 stjørnur út av 10.

 

Anmeldelse af The Straight Story

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her den 5/4 – 2025 og se The Straight Story af David Lynch.

Jeg så den tilbage i starten af nullerne og huskede som en god film, som jeg synes alle Lynch´s film er. Filmen blev introduceret af Anne Jerslev som har skrevet bøger om David Lynch bl.a. David Lynch i vore øjne fra 1992. Hun viste, at selv om filmen er fortalt lineært og har langt mindre lynchske kendetegn end andre af hans film, så har den dog nogle. Jeg så filmen i starten af 2000 tallet eller nullerne og jeg kunne ikke huske disse lynchske kendetegn. Det kan være jeg ikke har lagt mærke til dem dengang. Men jeg var også meget glad for filmen dengang.

De lynchske kendetegn er bl.a. at der er nogle gentagelser i løbet af filmen.

Den starter med at man ser noget der ligner et tæppe, men viser sig at være en majsmark, når der bliver zoomet ud.   Man ser denne majsmark, hvor der er en maskine på marken, som man ser i løbet af filmen.

Og så er en mærkelig kvinde som er typisk for David Lynch. En kvinde som hele tiden påkører rensdyr. Og i starten af filmen hvor man hører en ildevarslende lyd og billederne varsler noget at noget mørkt er på færde. Det viser sig at hovedpersonen Alvin Straight ligger hjælpeløs på gulvet. Og så er der et billede af himlen med stjerner som går igen. Så vidt de lynchske kendetegn.

I modsætning til andre film af Lynch, har han ikke skrevet manuskriptet til filmen. Og så bygger den på en sand historie. Og er således en biografisk film. Men han har alligevel sat sit præg den visuelle side af filmen. Og måske har han inkorporeret damen der kører på rensdyr hele tiden?

Handlingen i filmen er kort at der er et telefonopkald, hvor Alvin får at vide at hans bror Lyle har fået slagtilfælde og han beslutter sig for at rejse en lang tur på en plæneklipper. Alvin har nemlig ikke kørekort, så vidt jeg kunne forstå.  Resten af filmens handling er Alvins rejse på plæneklipperen til broren. Det er en livsbekræftende rejse, hvor Alvin ikke møder andet end venlighed. Jeg vil ikke sige mere om handlingen her.

Jeg kan kun sige at det er en fantastisk film, hvor det hele fungerer. Handlingen er meget god og det er skuespillet også. Særligt vil jeg fremhæve Richard Farnsworth som Alvin. Og det er en film der viser at Lynch skaber fantastiske billeder. Det er fantastisk at Lynch formår at underholde, da tempoet er ret langsomt i filmen, da Alvin kører langsomt frem på sin plæneklipper. Filmen er gribende. Et sandt mesterværk.

Jeg kan kun opfordre til at se filmen. Det er en af de få film jeg vil give 10 stjerner ud af 10. 

Link til anmeldelse af romanen Planet X - Ankomsten

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Her er link til min anmeldelse af romanen Planet X – Ankomsten af Ronny Reffelt på Himmelskibet.dk: Ronny Reffelt – Planet X – Ankomsten | Himmelskibet

Anmeldelse af Death Race 2000

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i biografen her i dag i Husets Biograf og se filmen Death Race 2000. Filmen er lavet i 1975 og foregår i år 2000. I filmens år 2000 har et totalitært styre taget magten i USA. Dette styre har indført et slags realityshow, Transcontinental Road Race, hvor en racerkørere rundt i landet og de får point for at køre folk ned. Og på den måde slå dem ihjel. Men der er også en modstandsbevægelse mod styret og de forsøger så at sabotere racerbil realityshowet. Og hvordan det går vil jeg ikke afsløre her.

Filmen blev introduceret af en, der kunne oplyse man ikke havde indhentet tilladelse fra politiet, da man skulle optage kørescenerne med racerbilerne, der var designet til formålet. Så man skulle hele tiden passe på ikke at politiet kom, da der blev lavet optagelser på vejene.

Filmen er på den måde en dystopisk science fiction film, men er først og fremmest en komedie. Filmen er underholdende og sjov, dog uden at jeg synes man griner vildt meget, når man ser den. Den har noget på hjerte med det antitotalitære budskab. Historien er enkel, men den fungerer. (Flere af) personerne er karikaturer og det fungerer udmærket. For eksempel er der en racerkører som har fået udskiftet rimelig meget af sin krop og bliver kaldt Frankenstein (Jeg fik ikke med om det var et kælenavn i filmen eller om det var figurens navn.) Han bliver kaldt Frankenstein på trods af at det er skaberen af monstret i historien om Frankenstein, der hedder Frankenstein. Ikke monstret.  Han er rimelig karikeret.

Ham der introducerede filmen mente at filmen var profetisk i forhold til de realityshow, der bliver lavet i dag. Jeg har ikke rigtig set nogen realityshow, så det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men filmen har det samme tema med de her dødskonkurrencer og/eller realityshow, som filmene Roller Ball (også fra 1975), The Running Man (fra 1987) og Hunger Games filmene (fra 2012 – 2015 og så er der en Hunger Games film fra 2023)

Og så er den relativt blodig. Det kunne ses på effekterne at budgettet ikke til at lave filmen med ikke var så stort. Dog vil jeg mene at man har fået meget ud af de penge man havde til rådighed. Og skuespillet var tilfredsstillende. Absolut en seværdig b film. Jeg vil give den 8 stjerner ud af 10 på trashometret  eller på kitshskalaen. På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give den 5 ud af 10.

 

Instruktør: Paul Bartel

Medvirkende: David Carradine, Sylvester Stallone, Simone Griffeth m.fl.

Udgivelsesår: 1975

Land: USA

Anmeldelse af Brainstorm

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Husets Biograf og Brainstorm her søndag 2/3 – 2025. Brainstorm er en noir film (Wikipedia kalder den en neo-noir thriller).

Den handler om Jim Grayam, som opdager at der er parkeret en bil på et jernbanespor og ser at der ligger en livløs kvinde i bilen. Og der kommer der et tog. Han får fjernet bilen fra togbanen i en fart. Han identificerer kvinden og hun viser at være en millionærs kone, der ejer den arbejdsplads hvorpå Jim arbejder. Han forelsker sig i konen og det viser sig at hun er ulykkelig i ægteskabet med millionæren. De indleder en affære og millionæren hævner sig og handlingen tager en drejning. Og så vil jeg ikke sige mere om handlingen.

Brainstorm er i sort/hvid og lyset og skyggerne er som de skal være i en noir film. Og det er jo udmærket. Og filmen er ikke kedelig. Men på den anden side synes jeg ikke den er så vellykket igen. Det der trækker ned er, at Jim foretager sig nogle handlinger som er ulogiske og som ikke giver så meget mening, synes jeg. Hvis handlingen havde givet mere mening ville den ære langt bedre.

Men ellers er skuespillet godt og filmen har en passende længde til den historie der bliver fortalt. Og filmen virker til at have haft et passende budget.

Jeg vil således give filmen 6 stjerner ud af 10, fordi den trods sine fejl er underholdende.  

 

Instruktør: William Conrad

Medvirkende: Jeffrey Hunter, Dana Andrews, Anne Francis

Udgivelsesår: 1965

Land: USA

Anmeldelse af Tammy and the T-Rex

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Bad Movie Club i Husets Biograf her til aften den 14/2 - 2025 og se Tammy and the T-Rex. Tammy and the T-Rex er en horrorkomedie, som handler om en gal Frankenstein agtig videnskabsmand, der vil operere en hjerne i sin robot T-Rex. Uden rigtig nogen grund  end galskab, forstås. Han får fat i Michaels hjerne af grunde jeg ikke vil nævne her og opererer hans hjerne ind i robot T-Rexen. Det med at operere en hjerne i en kunstig krop er også set i en film som Ghost in the shell.

Men Michael (spillet af Paul Walker, kendt fra Fast and furious filmene) ønsker hævn og hvordan det går vil jeg ikke afsløre her.

Til orientering er Tammy Michaels kæreste og hedder i øvrigt i filmen Tanny og ikke Tammy som i titlen. Ifølge IMDb er filmen således også kendt under titlen Tanny and the teenage T-rex.

Tammy and the T-Rex er underholdende, men er dårlig ud fra almindelige kvalitetskriterier. Effekterne er ikke særlig gode, men egentlig ok når man tager i betragtning at det er en low budget film. Og de er også med til at gøre filmen sjov at se, synes jeg. Og så er filmen gory. Og ham der introducerede filmen i Husets Biograf kunne oplyse at der eksisterer en version som ikke er gory.  

Skuespillet er tilfredsstillende om end flere af personerne i filmen, f.eks. videnskabsmanden, er for karikerede efter mening.

Filmen er ikke så lang og passer godt til historien. Og historien er ret effektivt fortalt.  På en almindelig skala vil jeg give filmen 3,5 ud af 10 stjerner. Men på trashometeret vil jeg give den 7 ud af 10 skraldespande.

Instruktion: Stewart Raffill

Medvirkende: Paul Walker, Denise Richards, Terry Kiser m.fl.

Udgivelsesår: 1994

Land: USA

Kort anmeldelse af The Rocketeer

 

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg så The Rocketeer her til aften den 10/2 – 2025.

The Rocketeer foregår i 1938 og er baseret på en tegneserie. Den handler om en pilot, Cliff, som ved et uheld får fat i en slags mini raket, som man kan iføre sig ligesom en rygsæk. Og så kan han flyve løs. Og så får han mulighed for blive en helt, der lægger sig op ad superhelten. Han har f.eks. en maske på, mens han bruger raketten, så de andre ikke ved hvem han er. Men i lighed med Batman har Cliff ikke nogen superheltekræfter udover raketten. 

Problemet for Cliff er, at andre gerne vil have fat i raketten. Og hvordan det går skal ikke afsløres her.

Historien er med andre ord enkel, men den fungerer. Den er fortalt lige ud ad landevejen og er kronologisk. Og den har træk af at være en komedie, hvor nogle af personerne er karikerede. Og Cliff er lidt klodset en gang i mellem. Men den er ikke så morsom, at man sidder og griner hele tiden. Men ellers er filmen underholdende om end den er lidt forudsigelig og holder sig i relativt høj grad til en skabelon at fortælle historien på, som er brugt før. 

IMDb definerer den som en familiefilm. Og det er meget passende.  Men ellers er skuespillet tilfredsstillende.

Jeg vil give The Rocketeer 6 ud af 10 stjerner.

 

Instruktør: Joe Johnston

Medvirkende: Billy Campbell, Jennifer Connelly, Timothy Dalton m. fl.

Land: USA

Udgivelsesår: 1991

Anmeldelse af Moon 44

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i biografen her til aften i Husets Biograf den 9/2 – 2025 at se Moon 44.

Moon 44 er en science fiction film instrueret af Roland Emmerich. Roland Emmerich er en instruktør af b film som Independence Day og 2012.  2012 er en katastrofefilm og Independence Day der som bekendt er en alien invasion film og er bedre end 2012. Og Moon 44 er måske ikke helt så god en b film som Independence Day, men er bedre end 2012.

I Moon 44 har man minevirksomhed på forskellige måner og firmaet som driver minevirksomheden har tabt 3 måner til konkurrenter. De har også tabt to fartøjer og vil gerne finde ud af hvad der er sket. Til det formål vil de bruge kriminelle fanger og en undercover agent. De bruger fangerne som piloter fordi det er farligt at være pilot der og ingen andre vil påtage sig opgaven. Fangerne bliver lovet frihed hvis de kan klare opgaven.  

Vi følger Stone som skal finde ud af hvad der er sket. Det er alt sammen fint, men det bliver alt for hurtigt afsløret hvem der er skurke, uden nogen rigtig efterforskning. Med andre ord er det kriminalistiske plot tyndt og det synes jeg er ærgerligt.

Men filmen er som sådan underholdende nok, men det der fungerer som spænding i filmen er bl.a. interaktionen mellem fangerne og de ansatte. Der er også relativt interessante typer for eksempel blandt de ansatte på Moon 44. Og så er der lidt action i filmen. Og det futuristiske design på Moon 44 er fint nok.

Ellers er skuespillet tilfredsstillende, her vil jeg fremhæve Brian Thompson, som bl.a. spillede vampyr i Buffy The Vampireslayer. Han gjorde et godt stykke arbejde. Men ellers havde filmen være bedre, hvis det kriminalistiske plot havde været bedre. Det kan blive til 4,5 stjerner ud af 10 på en almindelig kvalitets skala. Og 6,5 stjerner ud af 10 på trashometret eller kitch skalaen.

Instruktør: Roland Emmerich

Medvirkende: Michael Paré, Brian Thompson, Lisa Eichhorn m.fl.

Land: Vesttyskland, USA

Udgivelsesår: 1990

Link til anmeldelse af Kæntrede Træer

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Her er link til anmeldelse af romanen Kæntrede Træer af Gudrun Østergaard på Himmelskibet.dk: GudrunØstergaard – Kæntrede Træer | Himmelskibet

Anmeldelse af Nosferatu

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i biografen her til aften den 2 januar – 2025 og se Nosferatu, som er et remake af Nosfreatu, eine symphonie des grauens fra 1922. Jeg anmeldte den originale Nosferatu film her: Jóannesskrivar um filmar og bøkur: Anmeldelse af Nosferatu (Nosferatu, eine symphoniedes grauens) .

Remakes får ofte kritik fra filmfans, men jeg synes nogen gange at det er godt at ældre film får et remake. Det gælder for eksempel The Thing fra 1982 (anmeldt her: Jóannesskrivar um filmar og bøkur: Anmeldelse af The Thing eller Det Grusomme Udefra ). Og det gælder også Nosferatu, som Werner Herzog jo lavede et (meget) godt remake af i 1979. Og nu i 2024 er der så kommet endnu et remake af Nosferatu. Spørgsmålet er så om der er brug for endnu et remake og om den nye film holder. Efter at have set filmen, svarer jeg ”ja” til begge spørgsmål. Nosferatu holder. Og ja, der var brug for endnu et remake.  Og den primære årsag til det er at filmen har et rimelig stort budget og dermed bedre effekter end de to foregående film. Og skuespillet er godt. Brugen af lys og skygge er som i den originale film rigtig god.

Historien er den samme som i originalen, med enkelte forskelle. Handlingen i filmen er således velkendt. Men den er helt kort, at Greve Orlok ønsker at købe en ejendom i den fiktive tyske by Wisborg. Og Thomas Hutter sendes til Transsylvanien at ordne købet. Han opdager at noget er galt. Og senere tager Greve Orlok til Wisborg og hvordan det går skal ikke afsløres her.

En forskel fra den gamle film er at forklaringerne omkring vampyrisme i den første film er med fordel udeladt. En anden forskel er, at Van Helsing figuren Albin Eberhart von Franz har en mere aktiv rolle end i den første film. Og det er også udmærket.

Jeg vil således give den nye Nosferatu film 9 stjerner ud af 10.

 

Instruktion: Robert Eggers

Medvirkende: Lily-Rose Depp, Willem Dafoe, Bill Skarsgård m.fl.

Udgivelsesår: 2024

Lande: USA, UK, Ungarn

 

Anmeldelse af Blood From The Mummy´s Tomb

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg så Blood From The Mummy´s Tomb mandag den 9/12 – 2024. Blood From The Mummy´s Tomb er en film fra det engelske filmselskab Hammer. Man kan læse lidt om Hammers historie her: The Hammer Legacy –Hammer Films . Jeg holder af de Hammer horrorfilm jeg har set før jeg så denne. Bl.a. Horror Of Dracula fra 1958 og Captain Kronos: Vampire Hunter fra 1974. Hammerfilm har en genkendelig farvelægning, som jeg godt kan lide. Spørgsmålet er så om Blood From The Mummy´s Tomb kan måle sig med disse film. Og jeg vil svare at det er tæt på.

Filmen handler om at en ægyptisk dronning hvis præsteskab vender sig imod hende og søger at myrde hende. Man ser dette i starten af filmen.  Men hun rådner ikke i sin sarkofag og arkæologer finder den og tager den til England. Og så begynder der at ske ting og sager. Og spørgsmålet er om man kan stoppe dronningen.  Dronningen er ikke i bandager som en mumie ellers plejer at være. Det overnaturlige element er at dronningens sjæl søger at vende tilbage til kroppen. Og så er der visse astrologiske og parapsykologiske elementer i handlingen. Så vidt handlingen i filmen.

Filmen er baseret på en af Bram Stokers historie The Jewel Of Seven Stars. Bram Stoker er jo mest kendt for romanen om Dracula. Jeg har ikke læst Jewel Of Seven Stars, men denne filmatisering er ikke helt så god som historien om Dracula. Hverken diverse filmatiseringer eller romanen om Dracula. Selv om den er ret god. Skuespillet er tilfredsstillende og farvelægningen er som den skal være til en Hammerfilm. Det er med andre lidt svært at sætte ord på hvad der ikke var så godt ved filmen, men jeg synes ikke filmen var lige så spændende som f.eks. Dracula. Eller Captain Kronos for den sags skyld. Måske går der ganske enkelt for lang tid før dronningen kommer tilbage. Og der på den måde kommer gang i handlingen. Jeg vil således give filmen 6 stjerner ud af 10.

 

Instruktører: Seth Holt og Michael Carreras. Ifølge IMDb så døde Seth Holt før filmen var færdig og Carreras måtte gøre den færdig.

Medvirkende: Valerie Leon, Andrew Keir, James Villiers m.fl.

Udgivelsesår: 1971

Land: UK