Jacob Holm Krigsøe har udgivet bogen Fra det første blod til den sidste actionhelt med undertitlen Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982 til 1993.
For at starte med det positive, så har Jacob skrevet en velskrevet og underholdende bog.
Men den har desværre også nogle mangler, synes jeg.
Der står på side 10 i bogen at “Den her bog er altså min kærlighedserklæring til en genre og nogle helte jeg elsker. Og der står således også i Bibelen at størst er kærligheden (1. Korinthbrev 13, 13). Men i denne sammenhæng vil jeg dog sige at kærlighed alene gør det ikke. I dette tilfælde er der behov for analyse og ratio. Bogen har således en mangel og det er at der er for lidt analyse og kritisk refleksion over filmene synes jeg.
Vi lever i en branding kultur. Og som som Jacob skriver i første kapitel af bogen at det hele “netop var mere end bare filmene” (s. 18) Det var også en del branding og det blev slugt råt dengang i 1980’erne. Over hele verden, som Jacob også påpeger. Det første kapitel, kapitel 0, handler således blandt andet om actionfigurer. Og hvad jeg mener om actionfigurer illustreres bedst med et afsnit af Buffy The Vampire Slayer hvor Buffy reagerer på en actionfigur som ejes af skurken Warren. Mere vil jeg ikke sige om det.
Jeg kan godt lide actionfilm. Og jeg kan jeg også lide b- film, kultfilm osv. Det kan man se på anneldelserne på denne blog. Jacob skriver på side 12 at “jeg køber ikke at actionfilmen bare er hjernedød underholdning”. Og på side 21 skriver Jacob at bogen “er en præsentation af tanker og analyser, som viser at genren er mere bare overfladisk action”. Det er netop disse som mangler i bogen, synes jeg. Jacob giver ellers i bogen en god gennemgang af actionfilmenes udvikling med fokus på actionhelten. Jeg vil tage et eksempel.
På side 47 står der om Rambo: First Blood, “at resten af filmen er fremragende action og klimakset decideret mesterligt. Men her er jeg uenig med Jacob. Rambo: First Blood er ikke særlig god. Den starter godt med at vise at Rambo har PTSD. Men konflikten med sheriffen kører bare længere og længere ud. Og til sidst bliver Rambo omringet og anholdt. Ikke et godt klimaks efter min mening. Og konflikten med sheriffen og resten af politiet virker efter min mening utroværdig. Ikke særligt godt efter min mening.
Jacob slutter sin gennemgang af med (som titlen også siger) med en gennemgang af filmen The last action hero. Jeg har altid forstået det således at The last action hero gør grin med actiongenren. Og derfor har jeg holdt meget af den. Men i Jacobs gennemgang af filmen er dette ikke nævnt. Jeg citerer her fra s. 159: “Alle disse intertekstuelle lege givet filmen kulør, og det gør at man kan se den igen og igen. Men det rykker ikke ved, at filmen dybest set handler om at finde sig selv.”
Så det kan være jeg husker forkert. Det er trods alt et stykke tid siden jeg så den sidst.
Som afslutning vil jeg sige at Jacob som sagt har skrevet en underholdende bog. Men mangler analysen af hvorfor actionfilmen ikke bare er hjernedød underholdning. Jeg kan som sagt godt lide actionfilm, men jeg mener ikke de kan måle sig med film af de bedste instruktører så som David Lynch, Bergman eller Hitchcock. Heller ikke de bedste horrorfilm kan actionfilmen måle sig med. Her tænker jeg f. eks. på David Cronenbergs film eller Kubricks The Shining. Og spørgsmålet er så hvor stor en rolle branding så skal have i filmhistorien. Ifølge Jacobs opfattelse en stor rolle som jeg forstår ham rigtigt. Jeg foretrækker en mindre rolle til branding.
