Anmeldelse af Orwell: 2 + 2 = 5

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i Vester Vov Vov her til aften 5/4 - 2026 og se dokumentarfilmen Orwell: 2 + 2 = 5. Filmen er hovedsageligt om Georg Orwells sidste år hvor han rejste til den skotske ø Jura. Og han skrev romanen 1984, der udkom i 1949. Orwell døde i 1950.

Men vi hører også noget om hans baggrund bl.a. hans i tid som udsendt i Burma for det britiske imperium. Filmen er opbygget på den måde at en skuespiller læser forskellige tekster af Orwell og vi ser eksempler på vores samtids magthavere bruger nogle af de samme magtgreb Orwell kritiserede i sin roman, 1984. Blandt andet udtalelser fra Trump og styret i Myanmar (Myanmar er det nye navn for landet der før hed Burma. Og hvor Orwell udsendt til). Og der klip fra forskellige filmatiseringer af 1984.

Orwell nåede at skrive to romaner efter 2. verdenskrigs afslutning, Animal Farm (dansk titel: Kammerat Napoleon) og 1984. Hvor Animal Farm er mere direkte om Sovjetunionen, er 1984 rettet mod totalitarisme generelt. Det står i artiklen på Lex.dk om George Orwell. Og den holdning er jeg enig i.

1984 er roman med en hensigt og Orwell har nogle vigtige pointer i sin roman. Og jeg synes han i romanen forenkler virkeligheden lidt for at fremhæve sine pointer. Det er fint nok, det fungerer i romanen. Af pladshensyn vil ikke komme ind på alle Orwells pointer i romanen.  Jeg nøjes med at fremhæve to pointer.

Jeg har også kritikpunkter af Orwell og hans roman, men dem vil jeg lade ligge til en anden god gang. Igen plads hensyn.

Den vigtigste pointe Orwell har i sin roman, er at der eksisterer en objektiv virkelighed. Partiet, der har magten i 1984, tvinger nemlig hovedpersonen Winston Smith til at acceptere at virkeligheden er underlagt partiet. 

Den enkle kendsgerning om at den objektive virkelighed findes, er der flere der prøver at vise er forkert. I Danmark i nyere tid var det bl.a. at finde i tidsskriftet Faklen den opfattelse at der ikke eksisterede en objektiv virkelighed.  I Faklen nummer 10 fra januar 1999 står at læse følgende (citeret fra Faklen.dk):  ” Intet Absolut, forstået som noget overindividuelt, entydigt objektivt, kan eksistere inden for en verden konstitueret af hvert enkelt menneskes varierende oplevelser, hvad enten et sådant hævdes som en absolut Guddommelighed, Virkelighed eller Sandhed – for verden selv er ikke absolut, men relativ til hvert enkelt menneske.”

Men ”opfattelsen” af at der ikke eksisterer en objektiv virkelighed er, som Orwell viser, en totalitær magt filosofi. Men i Faklen bliver det til at ”tolerance og menneskelighed er om ikke logisk, så en nærliggende konsekvens heraf”. Men det er en forkert opfattelse. Her er jeg enig med Orwell. Uden at skulle komme i en længere diskussion om dette emne, så er for eksempel økonomiske kriser objektive foreteelser som eksisterer uafhængigt af hvordan mennesker oplever verden. Og under økonomiske kriser er det større sandsynlighed at totalitære kræfter vinder frem. Det så man som bekendt i Tyskland i 1930´erne. 

Hvis man mener at man  ikke kan erkende totalitarismen objektivt, kan man ikke bekæmpe den. Derfor synes jeg at ”tolerance” ikke er en konsekvens af den opfattelse at der ikke findes en objektiv virkelighed. Tværtimod. For at kæmpe imod totalitære tendenser må man vide at verden eksisterer objektivt. 

En anden pointe som er i forlængelse af den førnævnte pointe, er at magten i 1984 opfinder begreber og slagord som er løgn: ”Uvidenhed er styrke”, ”Frihed er Slaveri” osv. som det hedder i 1984. Og det denne pointe i 1984 som Orwell: 2 + 2 = 5 lægger stor vægt på. Og i filmen er der en del eksempler på begreber som magten bruger i dag er forfalskede og løgnagtige.  

Der var enkelte begreber som blev nævnt, jeg ikke var enig i er et løgnagtigt magtbegreb. For eksempel begrebet inflation. Dette selv om der nok er spekulation i inflation, når den hærger.

Men ellers er det en film som ikke keder seeren. Det fungerer fint med at høre om Orwells tanker og se nye eksempler på hvordan magthavere i dag bruger et lignende ”nysprog” (som styret i romanen 1984 indfører, for at indskrænke tankevirksomhed). Det fungerer også godt at der klip fra forskellige filmatiseringer af 1984.

Så i alt en god film, men ikke uden mangler. F.eks. vil jeg her til sidst nævne et kritikpunkt. Jeg savner at filmen peger på kræfter, som kan kæmpe imod totalitære tendenser i samfundet. Her tænker jeg evt. på fagforeninger. Jeg synes ikke det er nok at afdække forskellige totalitære træk ved vores samtid. Men også at pege på kræfter der kan kæmpe imod. Det efterlader seeren lidt modløs, synes jeg. 

Instruktør: Raoul Peck

Medvirkende: Damian Lewis og flere virkelige personer via klip f.eks. Donald Trump og Colin Powell

Udgivelsesår: 2025 (dansk præmiere 2026)

Lande: USA, Frankrig

 

Anmeldelse af For Y'ur Height Only

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var til Bad Movie Club i Husets Biograf her til aften den 20/3 - 2026. 

Jeg så filmen For Y'ur Height Only. Filmen har  Weng Weng (ifølge IMDb.com hed han Ernesto de la Cruz). Filmen blev introduceret kort og der blev oplyst at Weng Wengs højde var 83 cm. 

Men ifølge IMDb.com var højden 84 cm. Det er måske værd at nævne p.g.a. Filmens titel. Enhver cm. tæller jo, når man er lav i højden.

Filmen er en James Bond parodi. Men flere af James Bond filmene nærmer sig parodier, synes jeg. Især dem med Roger Moore i rollen som James Bond. Men det lykkes relativt godt at parodiere James Bond.

Problemet er plottet, som jeg kommer ind på senere. 

For Y'ur Height Only handler om at Agent 00 (spillet af Weng Weng), der skal udskadeligøre et mystisk syndikat, som det hedder i filmen. I filmen får han forskellige smarte våben at bruge, som faktisk er en sjov parodi på  James Bond.

Filmen starter med at en videnskabsmand bliver kidnappet fordi lederen af syndikatet vil

have fat i oplysningerne om hvordan man laver et våben han og syndikatet kan bruge til at overtage verdensherredømmet. 

Men denne handling forsvinder og Agent 00 kæmper mod syndikatet for andre forbrydelser.

Der er således et meget tyndt plot i filmen. I stedet er filmen mest en film hvor den ene kampscene afløser den anden. Uden at der arbejdes med den historie, som man lagde op til i starten af filmen.

Her er James Bond filmene (dem jeg har set i hvert fald) bedre til at udfolde et plot. Men de har jo unægteligt et større budget at arbejde med.

Kampscenerne i filmen er ret dårligt lavede, men underholdende at se på. De redder filmen i nogen grad for det manglende plot. Dog er der forskellige sjove optrin i filmen der faktisk bruger Weng Wengs højde på en morsom måde. 

Filmen har dog en slutning, som jeg ikke vil røbe her. 

Det manglende plot gør at filmen føles for lang. Synes jeg. Dette selv om den kun varer 1 time og 28 minutter. 

Men ellers er skuespillet tilfredsstilende for den her type film. 

Weng Weng er ikke en ret talende mand i filmen. Men det er sådan set udmærket. Han løser sin opgave i kampscerne så de er underholdende og behøves ikke at sige så meget.

Skurkene er karikerede. Og det er også fint nok. Det største problem er det manglende plot. 

Jeg har set dårligere film end denne her. Nævnes kan Arnold Schwarzeneggers  debutfilm Hercules in New York.

Den mangler plot og andre ting i sådan en grad at jeg kunne ikke se dem færdig. Her er For Y'ur Height Only noget bedre.

På IMDb.com får For Y'ur Height Only 5,6 i rating. Og det synes jeg er for højt. 

På en almindelig kvalitetsskala vil jeg ikke give den mere end 3 ud af 10 stjerner i karakter.

På trashometret vil jeg give den 5 ud af 10.

Instruktion: Eddie Nicart

Medvirkende: Weng Weng, Yehlen Catral, Carmi Martin

Land: Filipinerne

Udgivelsesår:  1981

Anmeldelse af Parole Violators

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jeg var i  Husets Biograf til Bad Movie Club her  til aften og se filmen Parole Violators.

Genremæssigt er Parole Violators en actionfilm, tilsat noget romantik. IMDb siger at den også er et drama, men det synes jeg slet ikke filmen er. Endvidere siger IMDb at den er en krimi, men der er ingen opklaring i filmen. Vores helte kommer meget nemt på sporet af skurkene. 

Handlingen i Parole Violators er kort den at vi følger en TV vært 

hvis kæreste er politibetjent. Kærestens datter bliver kidnappet og så 

hjælper Miles kæresten med få fat i datteren igen. Og mere vil jeg ikke sige om handlingen. 

Der er mange slåskampe, mindre med biler der kommer ild i. Selv om brændende

biler er med i filmen. Så det er helt fint. Skuespillet er mindre godt, særligt

kampscnerne er ret amatøragtige. Det er ret sjovt. Og det tæller op på trashometret. 

På bjerget går man meget højt op i personbeskrivelser på film og i litteratur. Men her leverer filmen ikke rigtig.

Dog synes jeg ikke personerne er rene papfigurer. Selv om f.eks. Skurkene er meget onde, så har de nogle karaktertræk, som gør at de er at skelne fra hinanden. Filmen foregiver ikke at være en film hvor personbekrivelser vægtes højt. Så jeg synes det er ok.

Og filmen er ikke rodet fortalt, effekterne er ikke så gode, men vurderet ud fra de små penge man har haft at arbejde, er de klart tilfredsstillende.

Så filmen  er ret underholdende. 

Man har på den måde fået ret meget ud af det lille budget 

man har haft at arbejde med som helhed. Dette inkluderer således filmens redigering. 

Det der tæller ned er at den er lidt for lang, selv om  den kun varer halvanden time. Den bliver en smule langtrukket til sidst. Den havde været bedre hvis den havde været 10 - 15 minutter kortere. En anden ting som manglede var nogle sjove onelinere. Dog lagde jeg mærke til onelineren: "Yeah, the food was cold, but everything else was hot." Den er også fremhævet på IMDb. 

Den får 4,9 i rating på IMDb, som er for højt. Der findes klart 

dårligere film end denne. Men på en almindelig almindelig

kvalitetsskala ville jeg give den 4. Altså under gennemsnit, 

da karakteren 5 gives til gennemsnitsfilm. Men på trashometret 

ville jeg give den 6,5. Måske 7. Så hvis man synes det er sjovt 

at se dårlige film kan denne anbefales.

Instruktion: Patrick G. Donahue

Medvirkende: Sean P. Donahue (krediteret som Sean Donahue), Pamela Bosley, Michael Kiel

Udgivelsesår: 1994

Land: USA

Anmeldelse af Stenbroens “Helte”

Jeg var i Cinemateket den 12 juni 2025 at se filmen Stenbroens “Helte”. 

Filmen blev introduceret af Jack Jensen,  som er blogger på bloggen En lejemorder ser tilbage (http://enlejemordersertilbagepaadansk.blogspot.com/?m=1) og han har også udgivet fanzinet Stay Sick. 

Stenbroens “Helte” er fra 1965 og instrueret af Poul Nyrup.

Poul Nyrup blev født i 1934 og lavede tre film i 1960’erne og sidenhen er han glemt. Poul Nyrups film blev dårligt modtaget af filmkritikere oplyste Jack i sin introduktion.

Jeg må indrømme at jeg ikke havde så høje forventninger til Stenbroens “ Helte”. Men det var en forkert bedømmelse. Det vender jeg tilbage til. 

Stenbroens “Helte” handler om Djævle John, som er lederen af en bande, der blandt andet laver indbrud. Og de vil gerne lave nogen hurtige penge. Men under et indbrud hos en købmand bliver indehaveren slået ihjel. Det var dog ikke meningen at det skulle ske. Og mere vil jeg ikke sige om filmens handling.

Som jeg skrev havde jeg ikke så store forventninger til filmen. Men jeg synes at den var god. Filmen er lavet for få penge. Og Poul Nyrup har fået maximalt ud af de penge han havde. Jeg vil sammenligne med anden dansk instruktør nemlig Erik Balling, som instruerede Midt om natten. En film jeg godt kan lide, men som er kejtet lavet, for at citere Informations filmanmelder Christan Monggaard. Her har Poul Nyrup fået langt mere ud de penge han havde at arbejde med. Og Balling har garanteret haft flere penge at arbejde med. Så kort sagt har Poul Nyrup lavet en bedre film for færre penge end Balling.

Handlingen i Stenbroens “Helte” er spændende og historien er godt fortalt. Og skuespillerne gør et godt stykke arbejde. Og de var amatører. 

Filmens tema om ikke at ville leve et liv med et kedeligt arbejde og forsøge at finde en vej ud af det er et godt tema. Og det er behandlet i flere værker på forsekellig måde. De værker jeg umiddelbart kommer i tanker om (uden sammenligning i øvrigt) er Hans Scherfigs roman Den forsvundne fuldmægtig. Og filmen Free Guy. Også i nogle af Erwin Neutzsky-Wulffs romaner kan man finde dette tema. Jeg synes således at en af de bedste scener i Stenbroens  “Helte” er den hvor Djævle John snakker med sin far om at han vil have mere ud af livet end et kedeligt arbejde.

Så alt i alt en god film som varmt kan anbefales.

Poul Nyrups film er udgivet på 4k af Nicolas Winding Refn, sammen med Pusher trilogien. 

Man kan læse mere udførligt om Poul Nyrup og hans film i denne glimrende artikel af Jack Jensen som kan læses her: http://enlejemordersertilbagepaadansk.blogspot.com/2011/02/poul-nyrup-stenbroens-psykotroniske.html?m=1

Anmeldelse af Dune

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Cinemateket her til aften den 29/5 – 2025  at se Dune instrueret af David Lynch. Dune er nok Lynch´s svageste film, men jeg synes nu ikke den er dårlig. Det er bare det at de andre film er meget gode, mens Dune ”bare” er god.

I Lynch´s film er historien med om Baronens og Kejserens udryddelse af Atreides familien og de efterfølgende begivenheder med. Men det går hurtigere og der dvæles ikke så længe ved de forskellige begivenheder som i Villeneuves udgave, da Lynch ikke har så meget tid som Villeneuve. Og jeg synes det fungerer.

Filmen er ikke så lang sammenlignet med Denis Villeneuves Dune-film, men jeg synes den er fint afrundet alligevel. Og så snakkes der ikke hele tiden med om at Paul er messias. Det bliver nævnt, men er nedtonet. I forhold til Villeneuve´s film.  Og igen, så er Villeneuves Dune-film er tungere i det end Lynch´s, synes jeg.

Og så er Lynch´ udgave af Baron Harkonnen bedre end Villeneuves. Og der er ”lækre” detaljer med Baronen, hvor en af figurerne jeg ikke husker navnet på, snakker om hvor dejlig Baronens syge hud er.

Og jeg synes at skuespillet i Lynch´s film er godt. Nogle er effekterne er måske lidt forældede, for eksempel er ormene på ørkenplaneten lidt stive i det. Synes jeg. Men det kan jeg sagtens tilgive.

Så jeg kan bedre lide Lynch´s version af Dune end Villeneuve´s. David Lynch har endvidere en lille rolle i Dune. Det fungerer godt, synes jeg. Så alt i alt er Lynch´s Dune en relativt vellykket film. Jeg vil give den 7 stjerner ud af 10. Lynch´s Dune film har fået en relativt dårlig modtagelse. For eksempel får den kun 41 i metascore på IMDb. Og jeg har læst et sted at Lynch selv ikke var glad for filmen. Men jeg synes at man kan være tilfreds med filmen.

Instruktør: David Lynch

Medvirkende: Kyle MacLachlan, Kenneth McMillan, Sting m.fl.

Udgivelsesår: 1984

Lande: USA, Mexico

Anmeldelse af Fra det første blod til den sidste actionhelt

Skrevet af Jóannes á Stykki

Jacob Holm Krogsøe har udgivet bogen Fra det første blod til den sidste actionhelt med undertitlen Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982 til 1993. 

For at starte med det positive, så har Jacob skrevet en velskrevet og underholdende bog. 

Men den har desværre også nogle mangler, synes jeg.

Der står på side 10 i bogen at “Den her bog er altså min kærlighedserklæring til en genre og nogle helte jeg elsker." Og der står således også i Bibelen at størst er kærligheden (1. Korinthbrev 13, 13). Men i denne sammenhæng vil jeg dog sige at kærlighed alene gør det ikke. I dette tilfælde er der behov for analyse og ratio.  Bogen har således en mangel og det er at der er for lidt analyse og kritisk refleksion over filmene synes jeg. 

Vi lever i en branding kultur. Og som som Jacob skriver i første kapitel af bogen at det hele “netop var mere end bare filmene” (s. 18) Det var også en del branding og det blev slugt råt dengang i 1980’erne. Over hele verden, som Jacob også påpeger. Det første kapitel, kapitel 0, handler således blandt andet om actionfigurer. Og hvad jeg mener om actionfigurer illustreres bedst med et afsnit af Buffy The Vampire Slayer hvor Buffy reagerer på en actionfigur som ejes af skurken Warren. Mere vil jeg ikke sige om det. 

Jeg kan godt lide actionfilm. Og jeg kan jeg også lide b- film, kultfilm osv. Det kan man se på anmeldelserne på denne blog. Jacob skriver på side 12 at “jeg køber ikke at actionfilmen bare er hjernedød underholdning”. Og på side 21 skriver Jacob at bogen “er en præsentation af tanker og analyser, som viser at genren er mere bare overfladisk action”. Det er netop disse som mangler i bogen, synes jeg. Jacob giver ellers i bogen en god gennemgang af actionfilmenes udvikling med fokus på actionhelten. Jeg vil tage et eksempel på at Jacob netop ikke viser at genren er mere end bare overfladisk action:

På side 47 står der om Rambo: First Blood, “at resten af filmen er fremragende action og klimakset decideret mesterligt." Men her er jeg uenig med Jacob. Rambo: First Blood er ikke særlig god. Den starter godt med at vise at Rambo har PTSD. Men konflikten med sheriffen kører bare længere og længere ud. Og til sidst bliver Rambo omringet og anholdt. Ikke et godt klimaks efter min mening. Og konflikten med sheriffen og resten af politiet virker efter min mening utroværdig. Ikke særligt godt efter min mening. 

Jacob slutter sin gennemgang af med (som titlen også siger) med en gennemgang af filmen The last action hero. Jeg har altid forstået det således at The last action hero gør grin med actiongenren. Og derfor har jeg holdt meget af den. Men i Jacobs gennemgang af filmen er dette ikke nævnt. Jeg citerer her fra s. 159: “Alle disse intertekstuelle lege givet filmen kulør, og det gør at man kan se den igen og igen. Men det rykker ikke ved, at filmen dybest set handler om at finde sig selv.”

Så det kan være jeg husker forkert. Det er trods alt et stykke tid siden jeg så den sidst. 

Som afslutning vil jeg sige at Jacob som sagt har skrevet en underholdende bog. Men mangler analysen af hvorfor actionfilmen ikke bare er hjernedød underholdning. Jeg kan som sagt godt lide actionfilm, men jeg mener ikke de kan måle sig med film af de bedste instruktører så som David Lynch, Bergman eller Hitchcock. Heller ikke de bedste horrorfilm kan actionfilmen måle sig med. Her tænker jeg f. eks. på David Cronenbergs film eller Kubricks The Shining. Og spørgsmålet er så hvor stor en rolle branding så skal have i filmhistorien. Ifølge Jacobs opfattelse en stor rolle, hvis jeg forstår ham rigtigt. Jeg foretrækker en mindre rolle til branding. 

Titel: Fra det første blod til den sidste actionhelt

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Forlag: Afart

Udgivelsesår: 2025

Anmeldelse af Battle Beyond The Stars aka Rumpiraterne

 

Skrevet af Jóannes á Stykki

 

Jeg var i Husets Biograf søndag den 4 maj – 2025 og se science fiction filmen Battle Beyond The Stars. Filmen er et slags Star Wars ripoff. Uden Star Wars var denne film nok ikke lavet.  Den blev passende vist Star Wars dagen, som jo er 4 maj.

Battle Beyond The Stars handler om at den onde Sador som truer med at angribe den fredelige planet Akir, som den vist hedder. For at forsvare sig selv, sender man Shad, som er uerfaren som kriger, at finde nogen typer, der kan hjælpe Akir med at forsvare sig mod Sador. Og hvordan det går skal ikke afsløres her. Handlingen i filmen er enkel, men underholdende.

Der er helt fine scener med rumskibe der skyder på hinanden. Filmen udkom i 1980, samme år som Jens Lyn aka Flash Gordon. Flash Gordon er dog bedre en Battle Beyond Stars. Både Flash Gordons manuskript og på en visuelle side er Flash Gordon bedre end Battle Beyond Stars. Heldigvis er der ikke nogen snak om ”kraften” som der er i Star Wars. Og skuespillet er ok.  

Battle Beyond The Stars er en B-film, produceret af bl.a. kongen af B-film Roger Corman.

Men jeg synes egentlig de har fået meget ud af det budget de nu en gang har haft. Og så er den ikke totalt en kopi af Star Wars, synes jeg. Der er f.eks.  figurer med, som ikke er en ripoff fra Star Wars. Og der er ikke rigtig nogen deciderede kopier af personer fra Star Wars med. Og personerne er ret godt fundet på af manuskriptforfatterne.

Alt i alt en seværdig film. Jeg vil give den 7 ud af 10 på trashometret. På en almindelig kvalitetsskala vil jeg give den 4 stjerner ud af 10.

Instruktør: Jimmy T. Murakami

Medvirkende: George Peppard, Richard Thomas, John Saxon m. fl.

Udgivelsesår: 1980

Land: USA