Skrevet af Jóannes á Stykki
Jacob Holm Krogsøe har udgivet bogen Fra det første blod til den sidste actionhelt med undertitlen Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982 til 1993.
For at starte med det positive, så har Jacob skrevet en velskrevet og underholdende bog.
Men den har desværre også nogle mangler, synes jeg.
Der står på side 10 i bogen at “Den her bog er altså min kærlighedserklæring til en genre og nogle helte jeg elsker." Og der står således også i Bibelen at størst er kærligheden (1. Korinthbrev 13, 13). Men i denne sammenhæng vil jeg dog sige at kærlighed alene gør det ikke. I dette tilfælde er der behov for analyse og ratio. Bogen har således en mangel og det er at der er for lidt analyse og kritisk refleksion over filmene synes jeg.
Vi lever i en branding kultur. Og som som Jacob skriver i første kapitel af bogen at det hele “netop var mere end bare filmene” (s. 18) Det var også en del branding og det blev slugt råt dengang i 1980’erne. Over hele verden, som Jacob også påpeger. Det første kapitel, kapitel 0, handler således blandt andet om actionfigurer. Og hvad jeg mener om actionfigurer illustreres bedst med et afsnit af Buffy The Vampire Slayer hvor Buffy reagerer på en actionfigur som ejes af skurken Warren. Mere vil jeg ikke sige om det.
Jeg kan godt lide actionfilm. Og jeg kan jeg også lide b- film, kultfilm osv. Det kan man se på anmeldelserne på denne blog. Jacob skriver på side 12 at “jeg køber ikke at actionfilmen bare er hjernedød underholdning”. Og på side 21 skriver Jacob at bogen “er en præsentation af tanker og analyser, som viser at genren er mere bare overfladisk action”. Det er netop disse som mangler i bogen, synes jeg. Jacob giver ellers i bogen en god gennemgang af actionfilmenes udvikling med fokus på actionhelten. Jeg vil tage et eksempel på at Jacob netop ikke viser at genren er mere end bare overfladisk action:
På side 47 står der om Rambo: First Blood, “at resten af filmen er fremragende action og klimakset decideret mesterligt." Men her er jeg uenig med Jacob. Rambo: First Blood er ikke særlig god. Den starter godt med at vise at Rambo har PTSD. Men konflikten med sheriffen kører bare længere og længere ud. Og til sidst bliver Rambo omringet og anholdt. Ikke et godt klimaks efter min mening. Og konflikten med sheriffen og resten af politiet virker efter min mening utroværdig. Ikke særligt godt efter min mening.
Jacob slutter sin gennemgang af med (som titlen også siger) med en gennemgang af filmen The last action hero. Jeg har altid forstået det således at The last action hero gør grin med actiongenren. Og derfor har jeg holdt meget af den. Men i Jacobs gennemgang af filmen er dette ikke nævnt. Jeg citerer her fra s. 159: “Alle disse intertekstuelle lege givet filmen kulør, og det gør at man kan se den igen og igen. Men det rykker ikke ved, at filmen dybest set handler om at finde sig selv.”
Så det kan være jeg husker forkert. Det er trods alt et stykke tid siden jeg så den sidst.
Som afslutning vil jeg sige at Jacob som sagt har skrevet en underholdende bog. Men mangler analysen af hvorfor actionfilmen ikke bare er hjernedød underholdning. Jeg kan som sagt godt lide actionfilm, men jeg mener ikke de kan måle sig med film af de bedste instruktører så som David Lynch, Bergman eller Hitchcock. Heller ikke de bedste horrorfilm kan actionfilmen måle sig med. Her tænker jeg f. eks. på David Cronenbergs film eller Kubricks The Shining. Og spørgsmålet er så hvor stor en rolle branding så skal have i filmhistorien. Ifølge Jacobs opfattelse en stor rolle, hvis jeg forstår ham rigtigt. Jeg foretrækker en mindre rolle til branding.
Titel: Fra det første blod til den sidste actionhelt
Forfatter: Jacob Holm Krogsøe
Forlag: Afart
Udgivelsesår: 2025
Det var da helt utroligt, Jóannes. Du har præsteret at skrive en kritisk anmeldelse af Jacob nye bog. Når jeg omtaler det som "utroligt", så er det ikke nogen negativ kommentar til *din* anmeldelse, men fordi jeg er overrasket over at se en kritisk anmeldelse af bogen *i det hele taget!*
ReplyDeleteDet er desværre helt usædvanligt, at den slags bøger anmeldes kritisk i dag. Nu får de i bedste fald en "omtale". En positiv omtale og et klap på skulderen. Når jeg læser Kino dk's interview og omtale af forfatteren og bogen, så er det kritikløst i en sådan grad, at man da godt nok lige skal checke en ekstra gang, om Kino dk og forlaget bag bogen måske skulle bo i samme hus og måske spise ved samme pølsevogn. Men det gør de vist ikke (!). Jeg har ikke læst bogen, så jeg skal naturligvis ikke sige noget (eller kommentere, om jeg er enig i din kritik), men det er ærgerligt, at det er nået dertil med niveauet af kritisk anmeldelse på dansk.
Ud over at det næsten ikke er til at opdrive en anmeldelse af bogen, så tager ingen af dem indtil videre en kritisk tilgang (bortset fra dig, som sagt). Nu siger jeg naturligvis ikke, at man med djævelens vold og magt SKAL kritisere et værk. Hvis værket er sublimt, skal det naturligvis ikke kritiseres negativt. Men det er som om det kritiske anmelder-gen er helt borte. Man overvejer ikke engang et stænk af kritisk kritik. Og med hensyn til analyse: Jeg vil vove og påstå, at næsten ingen filmanmeldere i dag forstår at analysere film. Har "Ekko" nogensinde bragt een eneste reel filmanalyse? Prøv engang at læse de gamle filmblade fra 70'erne, 80'erne og før den tid. "Kosmorama" og dét slæng der. Dé indeholdt godt nok ofte analyser laaangt ned i de nedre lag. Jeg siger ikke, at det var "fed" læsning eller underholdende. Faktisk syntes jeg førhen, at den slags var gabende kedeligt ... m-e-n det eksisterede, om ikke andet! Og det gør det ikke i dag (vil jeg mene).
Du skriver, at der ikke er analyse i Jacobs bog. Når jeg læser hans egen foromtale af den på Planetpulp, hvor han er medredaktør, og lytter til/læser de online-interviews, han har givet ifm. bogens udgivelse, så er det faktisk ikke mit indtryk, at han har ønsket at skrive en bog med "rigtige" analyser og pillen-fra-hinanden-betragtninger af filmene. Men hvorfor skriver han så, at han vil gøre det, kunne man retorisk spørge. Der står flere steder, at han har læst filmvidenskab (før jeg fik det rettet, insisterede mine fingre på at skrive "filmvideoskab". Video-manien ligger åbenbart i blodet), og måske får de stakkels studerende på den slags linjer hamret det så langt ind i kraniet, at de per se *skal* analysere, at Jacob kommer til at tilføje det i teksten, vel vidende at værket er en fans kærlighedserklæring til genren frem for et analytisk speciale på universitetet. Who knows.
PS: Man bør skrive forfatternavne korrekt: Jacob hedder Krogsøe, ikke "Krigsøe". Men så på den anden side; det passer faktisk bedre som forfatternavn til netop denne bog, haha.
Ha, ha, nu er forfatternavnet rettet. Tak for kommentaren. Ja, jeg mener man som anmelder ikke skal skjule, hvis man synes at et værk har evt. mangler. Det kan ingen bruge til noget.
DeleteDu har helt ret: Man skal som anmelder ikke skjule sine meninger. /Jacob
DeleteHej Jack (Og Jóannes). Jeg synes også at filmkritikken, helt overordnet, har trænge kår. På Planetpulp synes jeg faktisk at vi har en del fin filmkritik. Så jeg tror faktisk godt jeg ved hvad filmkritik og analyser er. Min bog er IKKE et tungt akademisk værk. Det er letbenet underholdning, som for kan være noget positivt. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion af Jóannes' kritikpunkter. Der skal være plads til kritik. Men jeg hæfter mig også ved de mange læsere som har haft en stor oplevelse med bogen. Som nostalgisk underholdning. Og det er det vigtigste for mig. Jeg har skrevet rigeligt med tunge teoretiske opgaver og det var den her bog JEG ville skrive. Håber det giver mening :) /Jacob PS: Jack, nej jeg bor IKKE i hus med Kino, men det er jo heller ikke en anmeldelse de har lavet, det er en omtale. Den slags har der jo altid været.
ReplyDeleteTak for at melde tilbage, Jacob! xD
DeleteJeg maler gerne med den brede pensel (og det er nok en fejl nogle gange, men jeg kan sørme ikke lade være). Og ja, folkene bag Planet Pulp ved godt, hvad filmkritik og anmeldelse er - og hurra for det.
Et eksempel på en anden type "anmeldelse" er lektørudtalelserne/materialevurderingerne, dem som bibliotekerne køber hjem ud fra, altså den vigtigste anmeldelse et værk kan få. Og der bedømmer man værkerne ud fra hvad de er, og ikke nødvendigvis hvad man ønsker de er. Her skriver de følgende om min bog - og synes anmelderen rammer ganske præcist, for det er com amore og ikke akademisk tungt: "Kort om bogen
DeleteFølg med tilbage til actionfilmens guldalder, da Stallone og Schwarzenegger dominerede filmlærrederne, og actionmænd fik de bløde drenge til at gemme sig. For nostalgiske filmnørder og generelt filminteresserede
Beskrivelse
I 1982-1993 da Stallone, Schwarzenegger og lignende hårdtslående typer satte dagsordenen med muskler, guns og one-liners, var det en særlig tid i amerikansk actionfilms historie. Cand.mag. i filmvidenskab, forfatter og bibliotekar, Jacob Holm Krogsøe, tager læseren med på en tur tilbage, til dengang amerikanske actionfilm dominerede. Det var en tid for hårdtslående biografbaskere, der mest talte med knytnæver og kugler og ikke så meget med følelser. Her gennemgår Krogsøe en række fællestræk og typiske genrer for disse film, som definerede en æra. Han kommer både med præsentationer, fun facts og mindre analyser af filmene. Krogsøe dykker også ned i den fankultur, der fulgte med i form af legetøj, souvenirs, pressemateriale og svulstige plakater
Vurdering
Et vellykket con amore-projekt fra en sand actionfilmnørd. Krogsøe leverer fortælleglæde, personlige anekdoter og en tsunami af filminformation med glimt i øjet, så det er en fryd. En flot formidlet omgang for de fleste med interesse for film, og i særdeleshed guf for nostalgiske filmnørder, som var drengerøve m/k i 1980'erne og 1990'erne, og som stadig kan trække på smilebåndet, når fx Chuck Norris, Seagal og Stallone toner frem på skærmen
Andre bøger om samme emne/genre
Med vold og magt fra 2002 går mere akademisk til værks
Til bibliotekaren
Anbefales til køb"
Hej Jacob
DeleteTak for at svare.
Jeg har en kommentar til dit svar. Du skriver at lektøren ikke anmelder bogen ud fra hvad man ønsker at den skulle have været for et produkt. Det mener jeg heller ikke at jeg gør. Du skriver nemlig i bogen at bogen: “er en præsentation af tanker og analyser, som viser at genren er mere bare overfladisk action”.
Og det der det jeg mener at bogen ikke lever op til. Jeg anmelder således ikke bogen so jeg synes den bør være, men som den præsenterer sig selv for læseren. Og jeg mener således ikke at den lever op til det nævnte citat.
Men fair nok at du ikke vil diskutere min kritik af bogen.
Vh
Jóannes
Hej Jóannes. Fair nok. Det synes jeg personligt at den lever op til, men er med på at du ikke synes den gør det på en tilfredstillende måde. Og det er sådan set helt fint - vi er nok så bare ikke helt enige i hvordan bogen præsenteres, også i andre steder end det du citerer :) Men jeg er meget glad for at du synes bogen er underholdende og velskrevet. Det betyder meget for mig :) Vil sådan set gerne diskutere ting, også det med First Blood, og Last Action Hero, og udtalelser som "Heller ikke de bedste horrorfilm kan actionfilmen måle sig med." Men så skal det ikke være som en diskussion mellem forfatteren og anmelderen (det synes jeg altid virker lidt spøjst, da vi har meget forskellige udgangspunkter og er meget forskellige engageret i teksten) men det kunne være sjovt at gøre som to filmnørder over en kop kaffe eller en kop øl :)
DeleteNej, synes du ret i mange af dine betragtninger. Generelt er der MEGET få anmeldelser af bøger generelt - både negativ og de positive. For kritik er ikke det samme som at være negativ. Det tror jeg mange misforstår(ikke dig). /Jacob
ReplyDelete